Smørrebrødets Super Ida

Lang tid før det nordiske køkken blev berømt, havde smørrebrødsjomfruen Ida Davidsen gjort den danske delikatesse smørrebrød verdenskendt

Ida Davidsen, 81 år, er en af de store skikkelser inden for smørrebrød.
Ida Davidsen, 81 år, er en af de store skikkelser inden for smørrebrød. Foto: Malene Porup.

Vi danskere elsker smørrebrød. Vi er vokset op med det i vores skolemadpakker. Vi spiser det til møder og i frokostpausen. Vi køber det til festlige lejligheder. Vi går hellere end gerne på restaurant og bestiller smørrebrød med kold øl og snaps. Smørrebrød er så unikt for Danmark, at når man i udlandet skal servere det, er der ikke andet ord for det end smørrebrød eller omskrivelsen ”open faced sandwich”.

En af de store skikkelser inden for smørrebrød er Ida Davidsen. I en periode, hvor smørrebrødet var blevet forudsigeligt og overpyntet, fornyede hun smørrebrødstraditionen med ekstra gode råvarer, gastronomisk fantasi og krav om, at det altid skal være frisksmurt.

Ida Davidsen er i dag 81 år, smuk, livlig og skarp i hjernen. Hun har overladt det til femte generation, sønnen Oscar, at servere smørrebrød til københavnerne og turisterne på restauranten i Store Kongensgade. Men hun er stadig aktiv i køkkenet. Det var Ida Davidsen, der, lang tid før det nye nordiske køkken slog igennem, også gjorde dansk smørrebrød elsket uden for Danmarks grænser. Hun lavede smørrebrød til gæsterne på restaurant Scandia i Hollywood, til passagerne på første klasse på British European Airways, sørgede for smørrebrødet på en hotelrestaurant i Sao Paolo i Brasilien og meget mere.

Dansk smørrebrød er andet end dyrlægens natmad og en rødspættefilet med remoulade. Ida Davidsen, smørrebrødets Super Ida, kan stadigvæk inspirere os til at eksperimentere med vores smørrebrød. For eksempel med et stykke Super Ida eller et stykke Kogekonens Natmad.

Kogekonens Natmad a la Ida Davidsen.
Kogekonens Natmad a la Ida Davidsen.