Småkagernes haute couture

Macarons i alle tænkelige farver og smagskombinationer er blevet et modefænomen over hele verden, efter at en parisisk konditor gav den gode gamle makron en ansigtsløftning

I slutningen af 1800-tallet blev den nuværende parisermakron med cremefyld opfundet i Ladurée-konditoriet (billedet) i Rue Royale, der betegnes som parisermakronens vugge. –
I slutningen af 1800-tallet blev den nuværende parisermakron med cremefyld opfundet i Ladurée-konditoriet (billedet) i Rue Royale, der betegnes som parisermakronens vugge. –. Foto: Alice Dison.

De findes i alle tænkelige farver og smagskombinationer. Pistacie, chokolade, hindbær, rose og mere avanceret olivenolie eller basilikum, kun fantasien sætter grænser. To franske makroner lagt sammen omkring et kagefyld er blevet en gastronomisk bestseller over hele verden. Særlige macaron-butikker skyder op i Tokyo og New York, og elegante gaveæsker med macarons er blevet en gaveidé, der signalerer stil og eksklusive vaner.

Macaron-fænomenet har spredt sig fra Paris, hvor den særlige dobbeltdækkermakron blev opfundet i 1800-tallet. Pariserne og turister, der vil have den ægte macaron med hjem står gerne i kø langt hen ad fortovet for at sikre sig den seneste kollektion i macaronernes parisiske templer.

Oprindeligt er en macaron en småkage af mandel, sukker og æggehvide, formentlig af mellemøstlig oprindelse. I middelalderen bredte den sig til Europa via Venedig, og det var Catharina af Medicis der i renæssancen bragte den med sig til Frankrig, hvor den lille kage har fået flere regionale varianter. Den fra Nancy med en let krakeleret overflade er den, der oprindeligt blev kendt herhjemme som makronen.

LÆS OGSÅ: Mad er noget, man læser om

Andre har en glat overflade og en marengeagtig konsistens, og det er den slags, som omkring 1830 blev til parisermakronen, da man begyndte at lægge makronerne sammen to og to om lidt syltetøj. I slutningen af 1800-tallet blev den nuværende parisermakron med cremefyld opfundet i Ladurée-konditoriet i Rue Royale, der betegnes som parisermakronens vugge. Det var her, at grundlæggerens granfætter i slutningen af 1800-tallet begyndte at farve makronerne med frugtfarve, der matcher cremefyldet.

Ladurée-konditoriet med sine fresker af buttede engle har solgt macarons i 150 år og er den dag i dag macaronens tempel i Paris. Men det er stjernekonditoren Pierre Hermé, som har givet macaron-en sin renæssance og lanceret den modebølge, som nu har grebet snart sagt alle kontinenter.

Pierre Hermé var chefkonditor hos et andet af Paris store delikatessetempler, Fauchon, der havde de traditionelle macarons på programmet i fire klassiske udgaver: chokolade, vanille, mokka og hindbær.

En dag prøvede jeg at udvikle nogle nye med citron, pistacie og rosensmag. Jeg opdagede, at makronen egnede sig til at udtrykke sig kulinarisk, selvom det ikke blev den store salgssucces, har Pierre Hermé fortalt til fransk presse.

Salgssuccessen kom derimod, da Pierre Hermé blev kendt som en af Frankrigs bedste konditorer, der åbnede butikker ikke blot i Paris men også i Tokyo og New York. Hans små kager med de opfindsomme smagskombinationer revolutionerede makronerne og gjorde dem til et eksklusivt luksusprodukt, godt hjulpet på vej af den amerikanske filminstruktør Sophie Coppola, der lod hoffet på Versailles mæske sig i farvestrålende macarons i sin film om Marie Antoinette .

Konditoriets Picasso, som han også kaldes, udgiver hvert år særlige macaronkollektioner. Den såkaldte Haveserie hedder i 2013 Den andalusiske have og består af mandarin- og bærmacarons lagt sammen om en olivenoliecreme. Kunderne betaler gladeligt 15 kroner pr. stk eller noget nær 600 kroner kiloet for hver enkelt lille mundfuld. Ladurée, der påkalder sig faderskabet, har også udviklet nye macaroner i alle afskygninger og sågar parfume- og kosmetikprodukter, der dufter som violmakroner.

Den nye tendens er macarons med foie gras- eller caviarfyld til apertiffen. For konkurrencen på macaronmarkedet er hård, efter at de fleste konditorer og selv supermarkedskæder er begyndt at sælge de farvestrålende småkager.

Marketingsuccessen og modedillen har sin pris.