Jeg glæder mig inderligt. Til den uendelige mængde havearbejde, som jeg har mere tid til end nogensinde, fordi jeg er blevet pensionist. Hør bare, hvad tiden går med på mine 5.000 kvadratmeter havejord, som jeg har bestyret i 37 år:
Ordne staudebede, brænde bål, rive græs, fræse, gøde, nej, det passer ikke. I dag for eksempel har jeg været ude i seks timer, og i de fem lavede jeg ingenting. Jeg gik bare rundt med hunden i hælene og så en gul vorterod, rødglinsende pæonspirer, det første grønne strejf i ribeshækkene, 3000 tulipanspirer i tivoli-blanding. Jeg stod også længe og kiggede på de 500 kvadratmeter køkken-blomsterhave, og jeg behøver hverken papir eller computer for at vide, hvordan den sorte jord om få måneder er et mylder af kartofler, gulerødder, syv slags salat, morgenfruer, gladiolus, persille, georginer, valmuer, række op og ned. Det bedste er, at jeg kan se det hele for mig. Forventningens glæde er den største, for der er forårsjævndøgn på søndag.
Og jeg har gjort det. Jeg har hevet i startsnoren til min gamle fræser, fem gange, og tænk, den startede! Oh, glæde. Hvorpå alle mine bonde-gener slog til, og jeg traskede frem og tilbage over min sorte muld i lykkelig larm og benzinluft, for når man skal så og plante, skal jorden være god, blød og lækker som flødeskum. Alle Danmarks bønder gør det i disse uger. Starter deres mega-traktorer og brummer ud over halvdelen af den danske jord med plove, harver, gødningsspredere, såmaskiner. Jeg er også bondedreng, og det ligger dybt i mig, at en have først og fremmest er jord, der skal dyrkes, og at jorden skal forberedes. Derfor min gode, gamle fræser, som nymodens økologer foragter, fordi den ødelægger jordens iboende mikroliv og smadrer regnorme. For mig er og bliver min nyfræsede køkkenhave højdepunktet af forår og drømmen om endnu en sommer.
Græsset er grønt, for vinteren har været mild igen. Både græsmarken og gårdspladsen ser ud som i oktober, men resten af det klippede i den ’pæne’ del af haven er mere end grøn, og jeg tænker med både vemod og gysen på de tusinder af seere og læsere, der igennem årene har spurgt mig om årsagen til denne vinterlige grønhed, der skyldes mos, mos og mere mos. I den perfekte græsplænes guldalder, hele det 20. århundrede, da plæneklipperen var blevet hver mands eje, blev mosset opfattet som en fjende på linje med bellis, mælkebøtter og ærenpris, og der er blevet hældt tonsvis af jernvitriol ud over danske haver for at fjerne det.
Det er helt igennem tåbeligt, og for en god ordens skyld gentager jeg det. Mos er grønt, blødt og behageligt og gør ingen fortræd. Mos skal ikke klippes en gang om ugen. Vær glad for mosset – det er jeg. Desuden kan man ikke købe jernvitriol mere.
Bruger du gødning i haven? Det er jeg også blevet spurgt om igen og igen, og ja, selvfølgelig gør jeg det. 10 kilo af den billigste NPK om året til det hele, omhyggeligt doseret og fordelt som fredagsslik. Kartoflerne, georginerne, porrerne, løgene, roserne. Ingen af delene bliver til noget særligt uden kvælstof, og den nyplantede ligusterhæk får også en slat for at vokse lidt hurtigere. Alt andet klarer sig fint med kompost, hønsemøg, visne blade og døde rotter. Man kan købe et hav af dyre specialgødninger i fine poser, men det er snyd og bedrag.
Til sidst det vigtigste. Jeg har købt fire poser læggekartofler af forskellige sorter og lagt dem i flade papkasser under vinduet i soveværelset. Det perfekte sted til det, som er mere ritual end nødvendighed; at kartofler skal forspires, lyst og lunt. Til påske skal de i min nyfræsede, gødede jord, omhyggeligt med spirerne opad. Tre måneder efter bliver de til årets havemæssige højdepunkt og en jubel-klumme i denne avis, de nye kartofler. Med dild og smør. Det tænker jeg på med glæde hver aften, inden jeg slukker sengelampen. Kan næsten smage det, halleluja.
Og til alle, der ikke får det gjort, halløjet med forspiringen, så er kartofler den nemmeste af alle afgrøder, som vokser lige godt med og uden og overalt. Mantraet er, at man vil have de nye kartofler så tidligt som muligt, og at kartoffeltosserne derfor laver alt muligt hokus-pokus for at få dem vækst i utide. Alle andre skal bare lægge knoldene i jorden i april, uanset hvor. Selv midt i rosenbedet foran terrassen eller i udkanten af græsplænen kan man dyrke kartofler. Og jeg garanterer, at de altid smager bedre end nogen andre.