Søren Ryge finder blækhatteskoven smuk. Og en smule mærkelig

Svampe er lige så harmløse som fugle, sommerfugle og mylderet af kryb og kravl. Og lige så uundværlige i naturens evindelige kredsløb

Blækhatte, der nu hedder stor parykhat og kan spises.
Blækhatte, der nu hedder stor parykhat og kan spises. Foto: Søren Ryge Petersen.

Jeg kender alle væksterne i min have og nærmeste omegn, både de vilde og tamme. Ved, hvad de hedder, hvor de vokser, spirer, blomstrer. Der findes cirka 600-700 arter af vilde planter i Danmark.

Men svampene, der står jeg af, der er alt for mange, cirka 10.000 arter. Jo, kantarellerne i skoven og champignonerne på marken, for de kan jo spises. Kæmpestøvboldene går man heller ikke fejl af, når de pludselig ligger som hvide fodbolde på Sven Hjulmands mark. Desuden er der to, som er fremme netop nu i uge 38, og de er så synlige og flotte, at de næsten tager glansen fra georginerne, der desuden frøs natten mellem den 20. og 21. september, jævndøgn, øv.

Blækhattene først. Jeg glemmer dem fra år til år, for i lighed med næsten alle svampe lever de deres skjulte liv i jorden, hvor deres mystiske mycelier kravler usynligt rundt og lever af alt muligt organisk, dødt eller levende. Men pludselig en dag dukker de hvide dupper frem i jordoverfladen, samme steder hvert år.

Det er nogle elendige steder med sand og sten, hvor der næsten ikke vokser noget, ved trappen, under hvidtjørnen, ved garagen, ved den lyseblå bænk, men dagen efter er de fem centimeter høje, tre dage efter 10-20 centimeter. Der er mange, og de kommer tæt sammen i store knipper, en hel blækhatteskov, meget smukke, men også mærkelige. For allerede få dage efter, at de er helt oppe og står med deres fuldendte, aflange kupler, bliver de sorte i kanten og begynder på den proces, der har givet dem navn. De nærmest smelter og bliver til noget ulækkert sjask, sort som blæk, og nogle dage efter er der kun de nøgne stilke tilbage, som en skov efter ildebrand.

Den røde fluesvamp.
Den røde fluesvamp. Foto: Søren Ryge Petersen

Det er lidt mystisk. Svampenes frugtlegemer tjener ét og kun ét formål: formering. De huser utallige sporer, der spredes med vinden eller dyr. Blækhattenes blæk består af plantesaft, der bliver tilbage, når den er færdig. Det bliver sort, fordi det er farvet af sporerne, men inden da har den hvide hat nået at aflevere hovedparten af dem ud i luften, hvor de hører hjemme. Lamellerne sidder nemlig så tæt, at de klemmes sammen allerede på andendagen, så sporerne nærmest skydes ud. Det er blækhattens lille hemmelighed. En svampeekspert har røbet det, og den er hermed givet videre.

Desuden har jeg læst, at de unge blækhatte kan spises. Jeg har prøvet det én gang. Det blev noget sjask og smagte af ingenting. Helt fjollet er det, at den har skiftet navn til stor parykhat, hvilket er noget rod.

Fluesvampen kan ikke spises, tværtimod. De grønne og hvide fluesvampe er livsfarlige. Den røde skal man også holde sig fra, selvom den ikke er helt så slem.

Men den er noget af det smukkeste, indbegrebet af en ægte paddehat og eventyr for børn. Lige nu har jeg 53 af dem i haven, og vi kigger til dem hver dag, fordi de er finere at kigge på end nogen blomst.

De vokser et afgrænset sted i havens birkelund og har været samme sted i årevis. Kommer nu samtidig med blækhattene og lige så pludseligt. Første dag et lille hvidt fugleæg i græsset. To dage efter er den blevet til en rød bordtennisbold, og to-tre dage senere til den fuldendte svamp, der knejser med sit hvælvede låg over den hvide stok og til overflod pynter sig med hvide drys. Det er og bliver et mirakel, at naturen kan finde på noget så elegant, selvom festen kun varer en uges tid, hvorpå de falmer og forsvinder; bliver til den jord, hvoraf de kom.

Ikke mere om svampene i min have, selvom der er mange flere, og de pynter hver og en. Det sker, at havefolk bekymrer sig over dem. "Gør de skade?", spørger de. Og nej og nej og atter nej. Svampe er lige så harmløse som fugle, sommerfugle og mylderet af kryb og kravl. Og lige så uundværlige i naturens evindelige kredsløb.

Dog kan nogle af dem finde på at optræde i de såkaldte hekseringe, der i en periode kan invadere perfekte græsplæner. Jeg havde én engang, og den var så flot, at jeg kørte uden om den med plæneklipperen. Det gør jeg også i denne tid i min lille lund af røde fluesvampe.