Den første var merian, og den kendte hun, for den kan spises. De næste fem stod ved siden af - oksetunge, slangehoved, brandbæger, torskemund og blåhat. Dem huskede hun ikke. Det var mit ældste barnebarn, Ida, 22 år, der var på sommerbesøg hos bedstefar, og så gjorde vi endnu engang det, jeg har gjort med børn og børnebørn, så længe de har levet. Gået en tur ad vore markveje, plukket blomster og kigget på fugle. Og det altid vigtigste: Hvad hedder de? For mig er det grundopdragelse på linje med at lære at skrive, læse og køre på cykel – at vide, hvad de hedder, alle de levende væsner, der er lige omkring os. Når man så oven i købet er så heldig at bo midt i al herligheden, så er der ingen vej udenom.
Vi plukkede 30 forskellige vilde blomster på vores lille tur, og hver eneste fik sit gode, danske navn gentaget mindst ti gange, inden vi var hjemme, for Ida hører til de mange, der på trods af studentereksamen og kørekort glemmer blomsternavnene igen næsten omgående - det er mærkeligt.