Søren Ryge: Rapsen blomstrer, og de gule marker lyser overalt. Selv i gråvejr

Rapsen fylder rigtig meget i danskernes synsfelt, men de færreste ved ret meget om den. Det laver Søren Ryge Petersen om på i denne hyldest til de gyldne planter

Der er et yndigt land. Store bededag sås lysegrønne skove, mælkebøtter i græsset og gule rapsmarker overalt. Her med Kaløvig i baggrunden.
Der er et yndigt land. Store bededag sås lysegrønne skove, mælkebøtter i græsset og gule rapsmarker overalt. Her med Kaløvig i baggrunden. Foto: Søren Ryge Petersen.

Det bliver ikke smukkere, vort lille, pæne land. Alt undtagen majsmarkerne (de er først lige blevet sået) er grønt igen, lysegrønt, mørkegrønt, græsgrønt, marker, skove, hegn. Mælkebøtterne drysser gult ud over alting, og nu er vi midt i det knaldgule højdepunkt: Blomstrende rapsmarker overalt. Jeg kørte fra Århus til Odense forleden, og på intet tidspunkt kunne jeg ikke se en gul rapsmark. De lyser overalt, selv i gråvejr, og derfor denne epistel om en af de afgrøder, der fylder mest i alle danskeres synsfelt, men som de færreste ved andet om, end at de bliver til rapsolie.

Den er nemlig ikke så ligetil. Den er besværlig at dyrke. Udbyttet svinger meget. Korn og græs snyder aldrig. Raps er for viderekomne. Hør bare:

Den skal sås inden den 9. september for at nå passende størrelse inden vinteren. Om efteråret sprøjtes der som regel et par gange mod ukrudt, snegle, svampe og andet skidt. Vinteren må hverken være for kold eller for våd, for så kan nogle af planterne gå ud. Om foråret sprøjtes der igen, typisk tre gange, og atter er det skadedyr og svampesygdomme, der hærger. Konklusion: Det er dyrt for landmændene og ikke særlig godt for miljøet med raps.

Høsten er speciel. Korn høstes jo bare, når det er modent, og en uge fra eller til gør ingen forskel. Raps skal høstes på præcist det tidspunkt, da frøene er modne. Efter få dage åbner frøstandene sig, og frøene drysser ud. Kommer der kraftigt blæsevejr, kan det gå helt galt.

Alligevel tager mange landmænd chancen, og i disse år er rapsen den tredjestørste af alle afgrøder på danske marker. Der dyrkes i alt 2.7 millioner hektar i Danmark - de 200.000 hektar er raps (så meget som hele Lolland-Falster, godt og vel). Hvede og byg ligger på sikre førstepladser. I de gode år kan en rapsmark tjene lige så mange kroner hjem som kornet. I de helt gode år mere. Men man ved aldrig.

Det er værd at bemærke, at næsten alt det, der dyrkes på vore 2.7 millioner hektar, spises af dyr eller mennesker. Rapsen gør også, for når olien er presset af frøene, hedder restproduktet rapskager, og det er værdifuldt tilskudsfoder til husdyr. Det er også meget godt at vide, at rapsolien er umådelig vigtig i fødevareindustrien, og at vi altså er selvforsynende. De andre madolier laves i varmere lande og klima og skal importeres.

Her kan det passende tilføjes for de videbegærlige, at soja-olie fra sojabønner er den planteolie, der laves mest af på verdensplan. Desuden har vi oliepalmen, solsikkerne, sesam, vindruekerner, hørfrø, bomuldsfrø, jordnødder, kokosnødder og oliven ikke at forglemme. Alt handles på kryds og tværs i hele verden, og i alle verdensdele og kulturer er diverse madolier en uundværlig del af den daglige madlavning. Tænk bare på alle former for friture – det foregår i olie. Den billigste selvfølgelig.

Rapsplanten er en voldsom sag, der bliver meterhøj. Den hører til korsblomsterne, og når man kommer tæt på, dufter den stærkt og tungt.
Rapsplanten er en voldsom sag, der bliver meterhøj. Den hører til korsblomsterne, og når man kommer tæt på, dufter den stærkt og tungt. Foto: Søren Ryge Petersen

Tilbage til den gule raps. Den dufter stærkt og tungt under blomstringen, og bierne og andre insekter er tossede med den. I disse uger trækker alle danske honningbier på rapsmarker, og størsteparten af honningen laves nu. Det er alle parter glade for, for en god bibestøvning forøger udbyttet. Resten er en uforfalsket glæde over, at det grønne Danmark netop nu har pyntet sig med alle disse gule marker. Enhver med bare den mindste sans for farver må elske det. Det er også nu, at de bittesmå, sorte biller, der hedder noget så hyggeligt som glimmerbøsser, kaster sig over rapsmarkerne. Af en eller anden grund elsker de også gult og kan optræde i milliarder. De gnaver blomsterne i stykker, og landmændene sprøjter dem væk. Desuden kan den meget sjældne hedehøg finde på at lægge sin rede midt i en rapsmark, og i England er duejagten på sit højdepunkt, når rapsen modner hen på sommeren. Duerne lander i store flokke i markerne og æder frøene. Jeg deltog selv i festen engang, men kunne ikke ramme.

Til sidst en erindring om den vistnok fineste af alle spiseolier, valnøddeolien. Jeg har nemlig engang været med til at lave den. Det var under et TV-besøg hos en fransk familie, der hvert år høstede flere sække valnødder af deres træer. Så en aften i løbet af vinteren samledes man og knækkede valnødderne med hamre. Bagefter blev den gamle, hjemmelavede presse i støbejern stillet op, og så pressede man nødderne ved, at den stærkeste mand, Emilién,drejede et stempel ned med håndkraft, hvorpå den gyldne olie løb ud forneden, og alle stirrede andægtigt. Der blev et par flasker til hvert medlem af familien, og det er en af de smukkeste høst-seancer, jeg har oplevet. Med vin, sang og musik i tilgift.

Rapsfrøene presses bare på store fabrikker, som ingen ser. Hvis man varmer dem op først, giver de mest olie. Presses de direkte, hedder det koldpresset og er lidt finere og dyrere. Så ved man det.