De kom med et brev for 10 år siden. En venlig dame syntes, at jeg skulle prøve kæmpe-balsaminen i min have, for den havde hun så megen glæde af. Hun sendte en håndfuld sorte frø på størrelse med sesamfrø, og jeg såede dem ved siden af hønsegården, hvor der ikke plejede at være andet end brændenælder og hyld. Næste forår spirede de flot med store kimblade, og i løbet af sommeren blev de virkelig kæmpestore og dannede den nydeligste lille skov. De kvalte brændenælderne, som børnene hader, juhu!
Fra juli blomstrede de lyserødt i toppen, og når frøene modnede, var det børnetid. Alle vore mange børnebørn er vokset op med den hyggelige leg derude. At røre ved frøkapslerne, når de er blevet tykke, måske klemme lidt på dem, og så – uh – det sjove, når de krøller sig sammen i et lille, kildrende smæld og smider frøene væk. Det er avanceret frøspredning, men også uopslidelig børneleg. Jeg gør det også.
De har været der hver sommer siden, og hver gang undrer jeg mig over, at planter kan vokse så hurtigt. Det er vistnok kun solsikken, der kan det samme – vokse fra ingenting til næsten tre meters højde i løbet af kun fire måneder. Og blive smuk og dekorativ oven i købet. Stænglerne er hule og tykke, men stærke. De vælter ikke engang i storm og regnskyl. Men ved den første nattefrost er det slut. De splatter sammen lige som georginerne.
Springbalsaminen stammer fra Himalaya, og derfor har biologerne stemplet den som invasiv. Uha, det lyder næsten som nogle politikeres frygt for fremmede, der kommer til landet. Planten er ikke hjemmehørende i Danmark, den formerer sig flittigt, og måske vil den fortrænge de ægte, danske planter. Bjørneklo, japansk pileurt, hestehov og hybenrose er i samme liga, og der findes kommunale indsatsgrupper til at bekæmpe dem.
Jeg er ikke hoppet på den vogn. Kæmpebalsaminen spreder sig jo ikke med vinden eller fuglene over hele landet. Frøene lander på jorden i nærheden af planterne og starter forfra. Nogle af dem lander i høstanemone-bedet ved siden af, men dem hiver vi bare op, når de stikker næsen frem. I de 10 år, de har været i haven, har de aldrig vist sig andre steder, end hvor de har fået lov.
Så invasiv, nej tak, ikke hos mig. Jo, snerlen, den satan. Den har indfødsret, men her i haven invaderer den mine ribshække og staudebede igen og igen, og når jeg hiver dem op, vokser de bare videre. Den har nemlig tykke, fede rødder, der går langt ned. Og den får så mange blade i en sådan fart, at den kan kvæle et staudebed på en sommer.
Det er en mærkelig, lidt absurd leg, biologerne har kørende med deres frygt for det invasive. At man vil vogte over naturens mangfoldighed ved at bandlyse de nye og ubudne. Når brændenælden dækker store områder, er det i orden, selv om der ikke vokser andet i en brændenældeskov. Når hestehoven gør det samme, er det forbudt, fordi den kun har været her i 500 år. Når hybenrosen breder sig ved kysterne og fortrænger lyng og marehalm, skal den bekæmpes, fordi den stammer fra Kamtjatka. Selv om humlebierne elsker dens blomster, og både fugle og mennesker spiser hybenfrugter med glæde. Og så videre.
Debatten er umulig, fordi der altid er et for og imod. Bekæmpelsen er i de fleste tilfælde lige så umulig, og nogle gange er de officielle tiltag til at græde over. Som da man forbød handel med hybenroser. Planteskolerne rystede på hovedet, for de har ikke handlet med hybenroser i årevis. Den formerer jo sig selv. Enhver kan hente dem gratis, hvor de vokser i forvejen.
Tilbage til kæmpebalsaminen. For ja, jeg har da foræret frø til dem, der gerne vil have dem. Jeg kunne ikke drømme om at smide dem ud i engen eller mosen, for der er fyldt med alverdens smukke blomster i forvejen. Derimod har jeg en plan om at drysse en håndfuld ud i midterrabatten på Djurslandmotorvejen, hvor jeg kører jævnligt, bare over fem-ti meter midt om natten uden biler. Det er sikkert dobbelt-forbudt, men vil da se mega-flot ud næste år sammen med de vilde gulerødder, pastinakken, cikorien, stenkløveren og rejnfanen. Biodiversiteten og kæmpebalsaminen længe leve.
Efterskrift: Den officielle metode til bekæmpelse af kæmpebalsamin er følgende: "Rykkes nemt op og kan også bekæmpes ved græsning eller slåning. Hvis frugterne er nær modenhed ved oprykning, bør blomsterstandene destrueres. Behandlingen skal fortsætte over en kort årrække, indtil man er sikker på, at bestanden er helt væk." (Fra Natur og Museums hæfte "Invasive planter" af Jan Kjærgaard Jensen og Hans Erik Svart.) Halleluja!