Den er malet lakgrøn og mindst 30 år gammel. Jeg fik den af forfatteren Erik Ålbæk Jensen, inden han døde for 25 år siden, og derfor er den dyrebar. Alle de andre hakkejern, mindst 10 styk, er bare helt almindelige og grå og løse i koderne, og forleden knækkede en af dem uden varsel, rådden.
Men uanset ophav og alder er hakkejernet mit suverænt vigtigste og mest brugte haveredskab. Fra nu af og fire måneder frem har jeg det i hånden hver dag, ofte i timevis.
Og jeg overlader det ikke til andre, for i denne forårstid handler det om den kreative lugning, som er alt andet end at fjerne ukrudt. For vi har jo alle mulige blomsterbede i haven med alt muligt uundværligt. Hele sommeren blomstrer de og fylder det hele, men der kommer også ukrudt, uvægerligt. Den evindelige rapgræs spirer og vokser som lyn og torden overalt. Diverse andet frøukrudt gør også, og nu kommer vi til det: At noget af det er jo pænt! Den vilde kørvel for eksempel. Den er fredet i den vilde del af haven, hvor den fylder alt og udgør den smukkeste kørvelskov i maj og juni. Men den smider jo frø, der hænger fast på gummistøvlerne og spirer alle mulige andre steder, og netop nu er de grønne blade på vej op.
De bliver ikke luget væk, ingen steder, for når de blomstrer, er de lige så fine som brudeslør. Derfor har vi vild kørvel overalt – især de steder, hvor man aldrig har tænkt sig at placere en blomst, ved trappen, på terrassen, ved hønsegården, ved siden af den røde bænk, ved døren til drivhuset. Alle mulige og umulige steder dukker de op, bliver fredet og blomstrer overbevisende som tak.
Det samme med valmuerne, de vilde, røde. De er også standardukrudt og kunne nemt fylde hele køkkenhaven. Men nu er jeg i fuld gang med den kreative lugning derude, for der var jo tusindvis af nye valmuer, der spirede sidste efterår, og allerede nu står de klar med de grønne blade, hvorpå jeg går min tur med det grønne hakkejern og fjerner alt græsset, men lader valmuerne stå. For det gør da ikke noget, at der vokser valmuer i rækkerne af persille, grønkål, kartofler og andet nyttigt, tværtimod. Det gør heller ikke noget, at der kommer masser af forglemmigej i den lille rosenhave, tværtimod. Men hvis jeg lod andre luge græs derinde nu, ville alle forglemmigejerne smutte med. Det kræver kreativ lugning på højt plan.
Og jeg er god til det. Jeg har hakket, siden jeg var fem år, og i mine unge dage hakkede jeg roer en hel måned hvert forår. Jeg kan håndtere et hakkejern lige så effektivt, som visse kvinder håndterer strikkepinde og synåle. Desuden er det en selvfølge, at jeg jævnligt sliber det, for et hakkejern er ikke beregnet til at rode i jorden – det skal fjerne småt ukrudt, og det gøres ved, at rødderne skæres over lige i jordoverfladen. Med et sløvt hakkejern skubber man bare til jorden og planterne, hvorpå de vokser videre. Derfor begynder en hakke-lugedag altid med en tur på slibestenen – ligesom når slagteren altid hvæsser kniven, inden han går i gang med grisen.
Som nævnt har jeg mindst en halv snes hakkejern stående rundt omkring, så der altid er et i nærheden, når jeg får øje på en tot græs eller en stump brændenælde. Jeg har også diverse andre udgaver af hakkejern, som håbefulde fabrikanter har foræret mig. En cirkelhakke for eksempel, med en cirkelformet kniv, tåbelig, som slet ikke kan lave de millimetertynde penselstrøg, hvor jeg fjerner krudt fra ukrudt uden at bøje mig. Og trådhakken, der med en ståltråd i stedet for knivsbladet er helt til grin. Eller den ergonomiske med et buet skaft i sort kulfiber, der gjorde mig rundtosset. Samt hjulhakken, hvor hakkejernet er forsynet med hjul og håndtag á la trillebør, og man dermed kan hakke dobbelt så meget på den halve tid. Ikke kreativt, men destruktivt. Jeg mangler kun det motoriserede hakkejern, der nok dukker op en dag.
Nej, må jeg be’ om det gode, gamle hakkejern, der vistnok blev opfundet, dengang man begyndte at dyrke roer i dansk landbrug og havde brug for et enkelt, billigt, holdbart redskab til at fjerne ukrudtet imellem roerne. De polske roepiger på Lolland brugte det også, endda med forkortet skaft, fordi de dermed var tættere på arbejdet og kunne nå at tjene mere – og ødelægge ryggene hurtigere.
Det er i disse uger, jeg hakker kreativt. Senere på foråret, når alle urtefrø og blomsterfrø er spiret, og frøukrudtet vælter op igen overalt, kommer den lykkelige tid, hvor jeg hakker mellem alle rækkerne, og køkkenhaven og blomsterbedene ser lige så fine ud som en nyrenset roemark. Ugen efter er der spiret endnu en omgang ukrudt, og jeg gør det en gang til. Igen og igen hele den yndige og frydefulde sommertid, i al sin herlighed. Hakkejernet længe leve!