Det skete heldigvis en søndag. Så der var fri bane. Og Elva kunne heldigvis stoppe strømper! Hun var meget forpustet, og Søren endnu mere. Han var både et år yngre end niårige Elva og havde båret hende hele vejen fra havnen. Han var helt kogt og våd i hovedet, da de nåede lægeklinikken. Søren fandt nål og tråd frem til den slags fra stålkasserne med steriliserede lægeinstrumenter: sakse, nåle og pincetter. Langsomt bandt de den blodrige strømpe af, som de havde bundet om benet for at stoppe blødningen. Det blødte stadig, og man kunne se ind til knoglen. Med nål og tråd i hånden stirrede Elva på sit ben. Hun tænkte mest på skideballen, der ventede, eller noget endnu værre.
Det var begyndt som alle andre almindelige søndage dengang i Elva Skovs barndom i Esbjerg i 1950’erne. Det var en varm sommerdag. Alt lå stille. Elva legede altid med den lidt yngre Søren. De var bedste venner. Han bar plusfour med knæstrømper og som sædvanlig en skjorte. Elva i hjemmesyede lange bukser, som mindede lidt om en lang nederdel, så hun ikke lignede en dreng for meget – og så knæstrømper i tern. I de år sad deres tøj altid i uorden, og deres hænder og ansigter blev beskidte, når de legede.
Elva boede tæt på havnen. Børnene rendte derned, så ofte de kunne, og legede, det var altid så spændende. Og totalt forbudt. De stagede sig rundt på hyttefadene og vippede på landgangsbroerne, når de lå på kajen, det var bare så sjovt.
I den brolagte gade, hvor Elva voksede op, boede fem lægefamilier, en fattig skralde-mandsfamilie, en langturschauffør, som kørte til ”de varme lande”, der var mælkemanden, købmandshandleren med daglige besøg af hestekøretøjer med brændsel, koks, kul til kakkelovnene, petroleum til petroleumsovnene og fødevarer.
Der var også karetmageren, der syede seletøj og reparerede hestevogns- og stolesæder, bødkeren, der lavede smørdritler, træ, tønder, kar og fade. Der var spøg og skæmt-værkstedet, hvor de lavede fastelavnsmasker, papirfabrikken, hvor de altid kunne hente restpapir til at tegne på og til meget andet, klaverlæreren, som helt sikkert var homoseksuel, cykel-import/-eksport-lageret ved genboen, og børnegården, den første daginstitution i Esbjerg med vuggestue og børnehave. Her boede ”Plejemor”, forstanderinden, og hendes datter. I kælderen i Elvas hus havde hendes fars elinstallatør værksted. Skråt over for i baggården var smeden, hvor børnene tit stod og så på, når de hamrede og bankede. De måtte ikke kigge, når de svejsede, så det gjorde Elva selvfølgelig en dag. Hun fik svejseøjne og måtte ligge på sofaen og få øjnene badet i fløde hvert andet minut, til det ikke gjorde ondt mere.
Sådan var Elva. Altid nysgerrig. Altid i godt humør. Altid hovedet fyldt med sjove påfund. Sådan var Søren også, og derfor legede de to så godt sammen. Søren kom fra en af lægefamilierne og boede skråt over for Elva.
Denne formiddag var Elva og hendes kusiner i søndagsskole. Bagefter spiste de middagsmad hos Elvas mormor. Efter måltidet måtte børnene løbe hjem til egen gade. Det fine søndagstøj var knap hængt på plads, før børnene var tilbage på vejen og havde skiftet bibelhistorier fra det hellige land ud med nye eventyr i legeland.
De vidste godt, at de ikke måtte krydse Østre Havnevej, for så ville de komme over i havneområdet, som jo var en arbejdsplads med farlig tung trafik, togvogne og masser af havnebassiner. Og netop derfor gjorde de det alligevel som så mange gange før.
Denne dag i 1957 gik det bare galt. Og i et øjebliks uopmærksomhed kom både helbred og venskab på spil.
På havnen vippede de på en af landgangsbroerne, da Søren pludselig hoppede af. Broen tippede, og Elva fik kanten af broen ned over sit skinneben. Kanten gav en flænge i benet, og blodet rendte. Den var så dyb, at den hvide knogle viste sig.
Nu var gode råd og idéer dyre. Hvad skulle Elva sige derhjemme? De havde jo været på forbudte veje. Først og fremmest skulle blodet standses. Det vidste de to børn godt trods den unge alder. De tog det nærmeste, der kunne anvendes til formålet, en knæstrømpe, som de bandt rundt om det blødende ben, stramt hele vejen op til knæet. Elva kunne ikke gå, så Søren måtte slæbe hende af sted. Men ikke hjem til skuffede eller, endnu værre, sure forældre.
Det gik op for de to venner i knibe, at det var søndag. Det betød, at Sørens far ikke havde patienter i klinikken. Denne dag var han endda vagtlæge på sygehuset. Og endnu bedre, Elva havde allerede som femårig lært at stoppe strømper, så det kunne de nok finde ud af, tænkte hun.
De pakkede benet ud og brugte mange vattamponer til at tage det værste blod. Mens Elva syede i sit ben, duppede Søren blodet væk med tamponer, hjalp med knuderne og holdt saksen. Med det andet øje holdt han vagt, hvis der skulle komme nogen.
Elva tænkte ikke så meget over smerterne. For tankerne var et helt andet sted. Mere ondt gjorde idéen om de skideballer, der ville hagle ned over hende, eller smerterne efter endefuldene. Måske ville hun ligefrem blive sendt på børnehjem. Tanker, der kunne få hende til at bide tænderne sammen og klare meget.
Det blev til syv-otte sting. Søren fandt forbinding og plaster frem. Lægesønnen mente, at der skulle brintoverilte på først, det plejede han jo selv at få på, når han havde slået hul på knæene. Han viklede bandagen rundt om såret og plaster udenpå. Det holdt fint.
Elva og Søren vaskede sig rene for blod og ryddede op efter sig på klinikken. De blodfyldte strømper smed de i skraldespanden udenfor.
Elva humpede hjem, og det var tydeligt for alle, at der var sket en ulykke. Hun fortalte, at hun havde slået sig lidt nede på legepladsen.
Hemmeligheden om såret holdt i tre dage. Elva skulle i bad og kunne ikke rigtig skjule forbinding og det neden under længere. Hendes mor tog forbindingen af og fik et chok over, hvad hun så. Men hun smilede også lidt, da hun fandt ud af, at de havde ordnet såret selv.
Elva blev sendt til familiens læge, som kiggede på det sammensyede sår og sagde, at det ikke kunne laves om, men at det faktisk allerede var ved at vokse fint sammen. Elva blev stivkrampe-vaccineret. Lægen rensede såret hver dag i en uge, satte plaster på og fjernede syningen. Tiden gik, sårskorpen faldt af, og Elva fik et grimt ar.
Elva fik ingen skideballe, ingen endefuld og blev heller ikke sendt på børnehjem.
Elva havde holdt fast på, at ulykken skete på en legeplads. Hun fortalte først sandheden om den forbudte tur til havnen til forældrene, da hun var næsten voksen.
Og Søren?
Han sladrede aldrig og holdt altid på deres hemmeligheder. En rigtig god legekammerat.