Min ældste lægebror, der i et langt liv har forsket i fedt, holder blandt andet et foredrag med titlen: ”Alt fedt er ikke lige fedt.”
Han spiller på, at ordet fedt er et moderne ord for godt og slår fast, at der er fedttyper, der er bedre for vores helbred end andre. Olivenolie hører til det mere heldige fedt.
Transfedt er skurken over alle skurke. Et eller andet sted derimellem svæver måske fedtet fra et svin.
Jeg synes, æbleflæsk er fantastisk. Det kan være til en hovedret i oktober, hvor æblerne vælter ned af træerne som en syrlig regn. Eller det kan være til en julefrokost sammen med nybagt rugbrød.
Kunsten er at give æblerne en smule bid og finde balancen mellem flæskets fedt, de syrlige æbler og det sukker, man tilføjer.
For mange år siden, da min bror var hardcore fedtbekæmper, drillede jeg ham med at servere æbleflæsk, som jeg havde tilberedt mere fedt, end jeg selv brød mig om. Han er en høflig mand, der ikke kritiserer sin værts mad.
Men jeg kunne se, hvor slemt han havde det med retten. Hans adamsæble fór op og ned som en yoyo, mens han spiste.
Det glædede mig som præst, at han nærmest desperat slog korsets tegn, før han gik i gang med at spise. Jeg troede, det var, fordi han ville takke Gud for den gode gave, mad er. Men flere år efter gik det op for mig, at det var en fedtforskers måde at inddele tallerkenen i fire felter. Tre til grønsager og en til kød. Så spiser du sundhedsmæssigt korrekt.
Æbleflæsk vil sikkert om en del år forsvinde fra de danske køkkener, ligesom ord som miskundhed og nåde er røget ud af sproget.
Jeg er overbevist om, at mine børn aldrig vil invitere mig til æbleflæsk. Men æbleflæsk bør bevares til kommende generationer. Ikke i den nye udgave, hvor der bruges bacontern.
Rigtigt æbleflæsk er med stegeflæsk og fortsat en rigtig fed oktoberret.