Sognepræst: Her er den bedste æblekage, jeg nogensinde har smagt

17 år gammel besøgte jeg amish-folket i Pennsylvania sammen med min gamle onkel. Vi kom til en lille by ved navn Paradise og blev inviteret ind hos et ægtepar. Amish-folket lever, som man gjorde i 1700-tallet. De har ikke biler, lynlåse, telefoner, elektrisk lys eller går rundt i cowboybukser. Deres komfur og ovn fyres op med træ. Det er som at træde ind i sine tiptipoldeforældres liv.

Men det var ikke det, der gjorde indtryk på mig. Det var en æbletærte.

Hele stuen hos det gamle ægtepar var fyldt med en lun, sød og alligevel frisk duft af æbler. Vi satte os, og kort tid efter stod tærten dampende foran os. Jeg kendte min mors gammeldags danske æblekage med kogte æbler, makronrasp og flødeskum. Ofte dekoreret med små klumper ribsgele. Men ægteparrets æbletærte var den vidunderligste kage, jeg nogensinde havde smagt.

Muligvis har jeg været enormt sulten, eller også har ægteparrets udseende haft betydning for tærtens smag. Men hver gang æblesæsonen indledes, forsøger jeg at rekonstruere smagen af æbletærten, og endnu er det ikke lykkedes.

Min æbletærte i år er med mandler og finthakket rosmarin, og flødeskum tilsat en anelse indkogt æblesirup. Men jeg kan desværre ikke med munden fuld af tærte mumle:

”Dette er smagen af Paradise.”