Mange danskere husker landsholdets præstation ved verdensmesterskaberne i fodbold sidste sommer, hvor endestationen blev ottendedelsfinalen mod Kroatien. Måske vil andre huske Danmarks deltagelse i 2010 i Sydafrika, hvor de larmende vuvuzelahorn og anderledes aerodynamiske bolde satte sit præg på kampene, også de tre danske, før vi røg ud af gruppespillet.
Selvom det gik vidt forskelligt til de to slutrunder, samlede det i høj grad danskerne. Det skete i 1986, da Danmark for første gang spillede med til VM og klarede sig hele vejen videre til ottendedelsfinalen efter et smerteligt 1-5 nederlag til Spanien.
Dengang hed spillerne Michael Laudrup og Preben Elkjær, og en af modstanderne ikke Tyskland, men Vesttyskland. Og danskerne sang med på kampsangen ”Re-Sepp-Ten”: ”Vi er røde, vi er hvide/ Vi står sammen side om side.”
For side om side stod vi, mente også sognepræst Asger Baunsbak Jensen. Han brugte slutrunden som afsæt til at skrive et indlæg om værdier – eller mangel på samme – i Kristeligt Dagblad den 19. juni 1986. Her anerkendte præsten, at fodbold var noget, der kunne samle et folkefærd, men så det samtidig som et udtryk for et tomrum, som en fodboldslutrunde ikke alene kunne udfylde, fordi der gik hverdag i den, når den var overstået.
”Vi har oplevet en juni som sjældent før – med en fælles glæde og stolthed over de dygtige drenge i Mexico. Det er sjældent, vi alle er fælles om noget, og vi skal næsten uden sammenligning i øvrigt – tilbage til Besættelsen, for at finde en fællesskabsfølelse, som ligner den, vi har oplevet i disse juni-uger (…). Jeg tror, at det foruroligende er, at hele den løftede stemning omkring fodbolden i Mexico afslører, at vi har et enormt udækket behov for at have noget at være fælles om. Men vi har ikke værdier, som kan bære dette fællesskab. Når fodbolden er ovre, bliver det hurtigt hverdag igen,” skrev Asger Baunsbak Jensen.