En times tid efter solnedgang kan man over den vestlige horisont se tre klare objekter to planeter og en stjerne. De danner en flad trekant med orangerøde Mars længst til højre. I venstre side står planeten Saturn under den klare stjerne Spica i Jomfruen, hvor den har befundet sig de sidste måneder. Men nu lever planeterne op til deres navns oprindelse (planetos) de vandrer.
Mars har mest fart på i sin bevægelse langs ekliptika. Planeten har forladt sin lune position under Løvens hale og iler østpå (mod venstre) hen mod planeten Saturn, der er lidt langsommere i optrækket.
Planeter (deraf navnet) bevæger sig i forhold til fiksstjernerne, men med forskellig fart. Deres tilsyneladende fart på himlen afhænger af, hvor langt de er fra os, og hvor langt deres bane ligger fra Solen.
LÆS OGSÅ: Præst og kernefysiker: Ny viden styrker vores tro
Det er indlysende for de fleste, at en fjern genstand synes at bevæge sig langsommere end én, der er tæt på iagttageren. Men også afstanden til Solen, hvis tyngdekraft er drivkraften i planeternes bevægelser, spiller en afgørende rolle. Jo fjernere en planets bane er, desto svagere er Solens tiltrækningskraft, og hastigheden i banen derfor mindre. Saturn, hvis bane ligger knap halvanden milliard kilometer ude, bruger mere end 29 år om at nå rundt om Solen, mens Mars, hvis bane kun ligger 227 milioner kilometer fra Solen, nøjes med 1,9 år for at komme rundt om Solen. Til sammenligning ligger Jordens bane knap 150 millioner kilometer fra Solen.
Højere oppe på himlen i samme retning kan man se den nordlige himmels klareste stjerne, Arcturus i Bjørnevogteren. Umiddelbart til venstre herfor ses den lille skålformede Nordlige Krone, og yderligere et skridt mod venstre den mægtige Herkules.
Lader man blikket herfra falde lodret ned mod horisonten, kan man på denne årstid få det sjældne glimt af den orangerøde Antares, den klareste stjerne i stjernebilledet Skorpionen. Det er en af de sydligste klare stjerner, vi kan se fra Danmark. I Sydafrika står denne stjerne lodret over iagttageren. Navnet Antares er afledt fra græsk, hvor det betød Anti-Mars, konkurrent til Mars eller den anden Mars, og henviser i denne forbindelse til den farvemæssige sammenhæng med den orange Mars.
I sidste halvdel af juli begynder den lune sommernat igen at blive lidt mørkere. Flere stjerner dukker frem, og det lønner sig igen at udforske stjernehimlen lidt mere indgående helst med en kikkert. En håndkikkert 7x50 eller 10x50 er ideel til formålet. Syv eller 10 ganges forstørrelse er fint, og åbningen på 50 milimeter forøger øjets evne til at se farver og svage objekter 80-100 gange. Bevæbnet med en håndkikkert, ryggen velplaceret i en drømmeseng og med et lunt tæppe som dyne er man godt udstyret til at observere Mælkevejens mylder af stjerner og gå på jagt efter de mange klare forskelligfarvede dobbeltstjerner på sommernattens himmel.
Alle stjerner har farver, som afspejler deres overfladetemperatur. Men det er betragteligt lettere at se farveforskellene, når forskellige stjernetyper står tæt sammen. Og der er nogle gode eksempler på sommerens nattehimmel både i Lyren og i Svanen. Man skelner mellem visuelle dobbeltstjerner og fysiske dobbeltstjerner. Næsten alle fysiske dobbeltstjerner står så tæt, at de næppe kan adskilles i en almindelig håndkikkert. Begrebet visuelle dobbeltstjerner dækker derimod blot over, at to stjerner set fra Jorden står tæt sammen i nogenlunde samme retning på himlen. Men de kan have meget forskellig afstand fra os. I Lyren er der et meget flot eksempel på en visuel dobbeltstjerne. Det drejer sig om Delta Lyrae, knap fire grader til venstre for Vega. Placér Vega i kikkertfeltets højre side, hvorefter Delta-Lyrae-parret så kan findes i kikkertfeltets nederste venstre side. Delta-Lyrae består af en tydelig orangegul komponent til venstre med en turkisfarvet stjerne til højre herfor. De to stjerner står 10 bueminutter (lig med 1/6°) fra hinanden. Den turkisfarvede komponent er 180 lysår fjernere end den lidt klarere orange.
Naboen Svanen har også eksempler på farverige dobbeltstjerner. Svanens næb, Albireo, er en tætsiddende dobbeltstjerne, bestående af en gullig og en blålig komponent. De sidder ganske tæt og er svære at adskille selv i en 10x50. Men en god udsigtskikkert eller et mindre astronomisk teleskop kan klare opgaven
Kikker man i stedet oppe til højre for den klare stjerne Deneb, ses et par halvklare stjerner. Den nederste er et tæt visuelt par, der lader sig adskille i en håndkikkert og med en tydelig farveforskel. Farveoplevelser er ofte individuelle. Min personlige oplevelse er, at den øverste har en violet teint, mens den nederste er mere gullig. I et mindre astronomisk teleskop er det et flot syn.