Der kom et fransk barn efter krigen

Bodil Urban Sørensen deler sit sommerminde fra 1948

Læserne er på Bagsiden blevet opfordret til at dele ud af særlige sommerminder. I serien ”Sommernostalgi” har vi fundet minder i arkiverne som for eksempel en lokal isbutik fra 1922, sommerlejre og varmerekorden i Holstebro i 1975. Flere læsere har efterfølgende delt deres minder, blandt andre Birthe MacIntyre, som fik ug i geografi og ikke vidste, hvor Korea var, som man kunne læse om i sidste uge.

Helt klart står også et minde fra sommeren i 1948 for Bodil Urban Sørensen. Mindet har varet ”hele livet”, skriver hun.

”I 1948, da jeg var otte år, fik jeg en seddel med hjem fra skolen. Den var fra Red Barnet og indeholdt en opfordring til at modtage et fransk barn, som efter krigen trængte til et ferieophold. Mine forældre meldte sig som ferieværter og blev godkendt af Red Barnet. Opholdet skulle vare i tre måneder, og børnene kom med tog op gennem det udbombede Tyskland.

Det blev fantastiske tre måneder. Michelle var ni år, og vi var præcis lige høje, glade og fjollede. Sproget var en udfordring, men ikke et problem. Vi har igennem årene udviklet vores eget interne sprog, som nok kan sammenlignes med sproget i ’The julekalender’ – dog udsat for fransk. Da de tre måneder var gået, havde hun fået en frisk kulør i kinderne og en rund figur, så da hun skulle hentes af sin far på banegården i Paris, gik han i første omgang forbi hende uden at genkende hende.

Året efter skrev hendes forældre, om hendes storebror Antoine måtte komme. Han var her så i 1949 og 1950. Michelle kom igen i 1951 og 1953. Så var de lange tre måneders-ophold forbi, men hun blev ved med at komme. Da hun havde fundet en kæreste, kom hun med ham, for at mine forældre skulle se og ”godkende” ham. Vi har livet igennem besøgt hinanden utallige gange. Vi har stadig forbindelse, og om et par dage tager min søn og hans familie til Frankrig på sommerferie, og de skal selvfølgelig også besøge Michelle, som nu bor i Sydfrankrig. Så sommeren 1948 vil jeg aldrig glemme,” skriver Bodil Urban Sørensen om sit minde.

I foråret blev der på DR K sendt en film af Charlotte Schousboe om de franske feriebørn: ”Red Barnet – de europæiske børns redning”,” fortæller Bodil Urban Sørensen.