Sorg og glæde - et kursus til hjerte og hoved

Kristeligt Dagblad og Rødding Højskole gentager sammen succesen med kurset ”Tro, håb og kærlighed” fra den 21. til den 27. juni 2015

Rødding Højskole danner ramme om ”Tro, håb og kærlighed”-kurset, det er et klassisk højskolekursus med foredrag og samtale om det eksistentielle, megen sang og musik, heldagsudflugt og biografbesøg.
Rødding Højskole danner ramme om ”Tro, håb og kærlighed”-kurset, det er et klassisk højskolekursus med foredrag og samtale om det eksistentielle, megen sang og musik, heldagsudflugt og biografbesøg. Foto: Rødding Højskole.

Tro, håb og kærlighed-kurset handler om at mærke livet med al den glæde og sorg, det rummer. Det er et klassisk højskolekursus med foredrag og samtale om det eksistentielle, megen sang og musik, heldagsudflugt og biografbesøg. Med andre ord: et kursus til hjerte og hoved!

Kursets åbningsforedrag ”(...) i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer (...)” - om lykkebegrebet holder Mikkel Wold, en af landets mest erfarne sjælesørgere. Alle medvirkende på kurset er stærke personligheder, faglige profiler og med noget på hjerte.

Lena Kjems, præst og forfatter, taler under overskriften ”At mig dagen fryder, trods synd og død” - om at tabe og genvinde livsmod. Hvad kan man tro og håbe på, når ens elskede er død? Det er emnet, når Birgitte Stoklund-Larsen fortæller om Grundtvigs sorg ved sin elskede Maries død. ”Nedenom og hjem” er titlen på Lone Vesterdals bog om tro og tab og ligeledes emnet, når hun rækker salmer frem som nænsomt følgeskab for det menneske, der har mistet.

Kærlighed og krop er emnet, når Jacob Birkler, formand for Det Etiske Råd, besøger det store sommerkursus på Rødding Højskole. Biskop Kjeld Holm taler med udgangspunkt i sin seneste erindringsbog, ”Man lever af det, man får skænket”. Og sankthansaften er der midsommerkoncert i Frimenighedskirken med Den Danske Salmeduo. Efter koncerten er der sankthansbål på højskoleengen, hvor vi synger det, der skal synges den lyse midsommeraften. Næste dag rejser vi os til en særligt skøn heldagsudflugt til den frisiske vadehavsø Hallig Hooge, der er et enestående naturområde på Unescos liste over verdens naturarv. Efter udflugtsdagen er aftenens overskrift ”I begyndelsen var Ordet” blandt andet med bibelfortælling ved studerende fra Den frie Lærerskole i Ollerup.

Under overskriften ”I krig og kærlighed” skaber vi et møde mellem delingsfører Jakob Frølund og feltpræst Lars Bom Nielsen, der taler ud fra hver sine erfaringer med at være mærket af kærlighed og krig. ”Kierkegaard og kærlighedens skikkelser” er titlen på Pia Søltofts anmelderroste nyudgivelse om Kierkegaard og kærligheden - og også emnet, når hun taler på sommerkurset. I Rødding Bio er det den Guldpalme-vindende film ”Amour”, der er på lærredet, når vi fylder salen. Den handler om moden kærlighed indtil døden. Morten Aagaard er leder af Kirkens Korshær i Aarhus, og han taler om tro, håb og kærlighed på livets og samfundets kant. Kurset rundes af med nadvergudstjeneste i Rødding Frimenighedskirke, hvor biskop Elof Westergaard fra Ribe Stift prædiker om at lade sig mærke af tro, håb og kærlighed. Endelig er der festmiddag og musikalsk indslag ved den unge norske pianist Karoline Barbøl, der også vil spille sig ind i temaet om at lade sig mærke af tro, håb og kærlighed. Der er meget at glæde sig til!

Under opholdet tager vi på en heldagsudflugt til den frisiske vadehavsø Hallig Hooge, der er et enestående naturområde på Unescos liste over verdens naturarv.
Under opholdet tager vi på en heldagsudflugt til den frisiske vadehavsø Hallig Hooge, der er et enestående naturområde på Unescos liste over verdens naturarv. Foto: Scanpix