Vi går og vejrer luften i disse dage, som små flyverdragtsklædte dyr i haven. Bliver det frost i nat?
En solrig dag med høj himmel er skøn, men når den lakker mod enden, kryber en ildevarslende klarhed i luften ind på én.
Vi kaster angste blikke mod hinanden og spørger, om vi tør satse igen? Det er et farligt spil. En stjerneklar nat for et par uger siden kom frosten nemlig snigende og smed en dødelig besværgelse ind over frilandstomaterne ved skuret. Næste dag hang de slatne og afsjælede i deres opbindingssnore.
Frosten kommer efter alt, hvad der er grønt, sådan er (have)livet. Men i drivhuset er der livsforlængende behandling til en nøje udvalgt skare af planter: rosmarin, basilikum, chiliplanter og selvfølgelig tomater.
Tomatplanterne i drivhuset har tilsyneladende ikke bemærket, hvad der er sket med deres artsfæller på friland og fremstår ret utaknemmelige. Især vildblommetomatbusken, der brugte det meste af sommeren på at brede sig ud over hele drivhuset uden en eneste tomat, men med masser af gule blomster. Nu, på kanten til november, hænger der så hundredvis af små, julekugleformede grønne tomater på planten.
Så var det, jeg hørte eller læste et sted, at har man drivhuset fuld af grønne tomater, skal man bare plukke dem af og pakke dem ind i avispapir enkeltvis, lægge dem i en kasse indenfor, og abrakadabra så skulle de være blevet røde efter to ugers tid.
Det lyder egentlig for godt til at være sandt, men videnskaben bag er vist, at tomaters modning skyldes en gas, som de selv afgiver. Smart nok.
Det er et forsøg værd, og skulle det gå så godt, som jeg forestiller mig, er vi ude i et konserveringsproblem. Men en klog haveven fortæller, at det er nemt at henkoge tomater i glas som erstatning for dåsetomaterne:
Man stopper dem rå ned i syltetøjsglas med et par centimeter luft i toppen, skruer låget løst på og sætter glassene i et lasagnefad med vand i en kold ovn sat til 165 grader. Når ovnen er varm, og det koger i glassene, slukkes ovnen, og det hele køler lidt ned, og så skrues låget fast.
Det kan også være, at vi bliver overhalet indenom af frosten og ingenting når at redde, før det er for sent. Så er det i det mindste en glæde, at den toårige for nylig tog sagen i egen hånd og hev samtlige rødbeder op af køkkenhaven. Da vi forsøgte at stoppe ham, så han rasende op på os: ”Jeg gør det!”.
Han bliver en fremragende klimaaktivist.