Spis bryde-brød til valgkampene

Det er for tidligt at servere valgflæsk. Først skal holdningerne brydes i debatter, og så kan man jo passende spise brydebrød til

Rul dejen ud i 30 gange 40 centimeter (tv.), smør den med remonce, og skær dejen i seks strimler, som lægges mod hinanden, så man ender med at have en lang, høj stang, som skæres i stykker af fem centimeters længde. Stil stykkerne på højkant i en form foret med bagepapir (i midten). Brydebrød kan laves med mange slags fyld. Dette får sin særlige smag af limeskal og gavmilde mængder birkes. (herunder). – Fotos: Else Marie Nygaard.
Rul dejen ud i 30 gange 40 centimeter (tv.), smør den med remonce, og skær dejen i seks strimler, som lægges mod hinanden, så man ender med at have en lang, høj stang, som skæres i stykker af fem centimeters længde. Stil stykkerne på højkant i en form foret med bagepapir (i midten). Brydebrød kan laves med mange slags fyld. Dette får sin særlige smag af limeskal og gavmilde mængder birkes. (herunder). – Fotos: Else Marie Nygaard.

Kan man gøre valgkampene til et tema for en madopskrift? Tja, man kunne skrive om valgflæsk, men lige nu er det valgkamp. Med to valgkampe i kalenderen er dette forår blevet en tid, hvor meninger og værdier brydes, som de skal i et demokrati. Og hvad er mere oplagt end at hylde den gode debat ved at bage et brydebrød?

Brydebrødet er et sødligt brød, som smager forrygende, ikke mindst når det er nybagt. Den smule, som måtte være tilbage til næste dag, er bestemt også værd at spise.

Brydebrødets fyld er en hyldest til det grønne løv. Der skal rives masser af økologisk limeskal i remoncen, for netop limefrugtens skal har en aromatisk smag, som løfter det i forvejen krydrede brød.

Og så skal der godt med birkes i. I Danmark er birkes ofte henvist som pynt på morgenbrød, mens man i eksempelvis Tyskland og Polen bruger store mængder birkes inden i bagværket. Brydebrødet skal have godt med blå birkes ned i remoncen, så man får den lidt nøddeagtige smag, som opnås, når den blå birkes opvarmes.

Meningerne om dette brød vil næppe brydes, men man kan spise det med lidt smør til, mens man lader de politiske holdninger brydes frem mod de to valgdage. Fortsat god valgkamp.

Brydebrød med lime og birkes

Dej

  • 50 g gær
  • 1 dl mælk
  • 30 g sukker
  • 1/2 tsk. salt
  • 2 tsk. kardemomme med top
  • 400 gram hvedemel
  • 2 æg
  • 75 g blødt smør

Remonce

  • 75 g blødt smør
  • 2 limefrugter med ubehandlet overflade
  • 50 g sukker
  • 2 til 3 spsk. blå birkes
  • Eventuelt smør til servering

Lun mælken, og opløs gæren i mælken. Tilsæt æg, krydderier og sukker. Rør mel i sammen med salt, og ælt, til dejen er jævn. Lad dejen hæve tildækket tre kvarter til en time.

Tilbered remoncen ved at røre alle dele sammen til en jævn masse.

Rul dejen ud i en plade på 30 gange 40 centimeter. Fordel remoncen over i et jævnt og tyndt lag. Skær dejen på langs i seks baner på hver fem centimeter. Læg de smurte skiver over på hinanden. Find en god kniv, og skær den lange og høje stang ud i stykker af cirka fem centimeters længde. For en brødbageform, som kan indeholde cirka en liter med bagepapir. Anbring stykker på højkant i formen, så de står tæt.

Tænd ovnen og lad brødet bage ved 180 grader i 30-35 minutter.