I 1989 købte jeg min første dåse ægte kaviar forført af en ekspedient i en københavnsk fiskebutik. Det var 15 gram Beluga-kaviar og kostede dengang 885 kroner i modsætning til i dag, hvor prisen ligger på cirka 1400 kroner. Jeg havde glædet mig til at overraske min hustru med den ægte kaviar, seks vagtel-æg og en flaske champagne, som ekspedienten fortalte mig var ”et must” til kaviaren.
Men det gik ikke, som jeg havde regnet med. 885 kroner plus vagtelæg plus champagne var en formue for en ung præst med små børn. Da min hustru fandt ud af, hvad kaviaren havde kostet, ville hun ikke smage på den.
”Hvad med Nilfisk’en,” stønnede hun. ”Vi trænger til en ny. Og varme sko til børnene? Er du klar over, hvad vi kunne havde fået for de 1100 kroner, du har ødslet bort?”.
Jeg spiste min kaviar alene. Men den smagte ikke af de noter af smør, nødder, svampe, muld og kælder, som ekspedienten havde lovet. Den smagte af svigt, nederlag, økonomisk ruin og en sur hustru.
Netop hjemkommen til det fugtige Danmark efter tre måneders orlov i den sydgræske sol besluttede jeg mig for at købe ægte kaviar igen for at få lidt lys i min hverdag. Støvsugeren er ny, og børnene er flyttet hjemmefra. Men hvad skal man købe, hvis man ikke vil betale 1400 kroner for 15 gram Beluga-kaviar?
Jeg tog ind til den nye restaurant Rusland i København og fik et par råd af den ukrainske køkkenchef Jaroslau Stetsiun.
”Beluga-kaviar er det bedste,” sagde han, ”men det vrimler også med fremragende kaviar, der koster langt mindre. Søg på nettet og find en, der passer til dine smagsløg. Og drik en god vodka til.”
Og for at understrege sine ord hentede han en dåse kaviar, et shot vodka, og med kaviaren og vodkaen i munden kom jeg til at smage alt det, ekspedienten i 1989 havde talt om. Smør, nødder, svampe, muld, kælder og, syntes jeg, lys.
I mit køkkenskab ligger der nu en Stokkebye Caviar Osietra, 50 gram til 749 kroner. Denne rogn fra støren vil jeg servere for min svigerdatter. Hun skal, før hun sætter sig til bords, spise kaviaren i det hulrum, der kommer mellem pegefinger og tommeltot, når man knytter næven. Og bagefter vil jeg, for at holde mig til små fiskeæg, servere en forret af køkkenchef Jaroslau Stetsiuns blinis.
