Jeg er vild med gluten. Det gode gluten giver mine deje elasticitet og sikrer et luftigt brød. Når jeg har set på færdigblandingerne til glutenfrit brød på hylderne i supermarkedet, har jeg glædet mig over, at jeg ikke behøver at bage den slags. Men når flere i ens omgangskreds holder op med at spise gluten – grundene er mange – er det måske på tide at lære at bage glutenfrit.
Jeg gik til den lokale helsekostbutik i håb om at få gode råd, men her mente ekspedienten, at jeg måtte kunne finde opskrifter på nettet. Kære specialbutik: Det svar er ikke helt godt nok. Jeg vil lære af nogen, som ved, hvad de gør.