Sproget er fyldt med klingrende lyde

Ordene klink eller klinke er sjove. For de kan betyde forskellige ting, men har fælles udgangspunkt i lydefterligning

Lyden af at slå ting sammen eller på noget metallisk har sat spor i sproget. – Foto: Kerstin Hähner/Iris/Ritzau Scanpix.
Lyden af at slå ting sammen eller på noget metallisk har sat spor i sproget. – Foto: Kerstin Hähner/Iris/Ritzau Scanpix.

Ejer man ikke en klink, har man ingen penge. Udtrykket er udviklet fra navnet på et spil, som børn kunne spille, når de med mønter eller knapper skulle ramme et sted på en væg. Når man ramte rigtigt, høstede man gevinsten, og den lyd det gav, klinget, når man ramte, gav spillet navn. Så klink er et spil med mønter, som er dannet af lydefterligning og løbet over i vendingen ikke en klink, ikke en mønt.

Det samme ord, klink eller klinke, klinger i klinkegulve. Når visse fliser eller hårdtbrændte mursten hedder klinker, er det samme lydefterligning, der klinger med, for slår man to hårdt brændte fliser mod hinanden, klingrer det, og deraf navnet klinke. Det er samme lyd, når vi klinker med glassene for at hilse, sige skål eller for at holde tale.

Engang brugte man at danse klinkevals til høstfest og lignende sammenkomster. Sådan en dans kunne også hedde en klimpevals, for valsetakten blev sat af en spillemand, der klimpede på sin violin. Eller den hed en trippevals, kært barn har jo mange navne, og det fortælles, at gifte koner kunne trampe så gungrende og sprælsk i gulvet under en klinkevals, at ægtemanden kunne blive ganske skræmt. Måske fik han præstationsangst? For resten skrev Jane Aamund for år tilbage en folkelig roman, der hed ”Klinkevalsen”.

Nogle døre har lukkemekanismer, der kaldes klinker, hvilket også er en afledning fra lyden, når klinken klinger på plads. Ordene klink eller klinke er sjove, for de kan betyde forskellige ting, men har fælles udgangspunkt i den nævnte lydefterligning.

Det gamle nederlandske ord klinkert, afledning af klinken, betyder at give en klingende lyd. I ældre svensk findes klinka, der betyder slå eller banke, og på højtysk klinken, der som i det nederlandske eksempel er en sideform til at klinge eller klingre.

Når man banker søm i eller slår på noget metallisk, så klinger det, og det er udgangspunktet for, at der er en sammenhæng mellem klingre og betydningen at sætte noget sammen.

En gammel, hullet tepotte kan eksempelvis klinkes. Det kan også skår. Disse lydspor er sejlet endnu videre, for når et skib er klinkbygget, så er plankerne lagt på en særlig måde, og her er klink igen oprindeligt afledt af den klingrende lyd, det giver, når en hammer driver en bolt igennem, så plankerne samles.

Det er altså den klingrende lyd af hammer på søm, glas mod glas, negle på violinstrenge, dørklinke, der giver liv til de her ord. Og hvis man ikke skal have noget klinket, er det fordi, man ikke ønsker eller tør at blande sig. Vil man derimod klinke skårene, søger man at genoprette tingenes tilstand eller freden. Ordet klinke har altså et udgangspunkt i lyd og lydefterligning. Denne sproglige pointe udnytter H.C. Andersen eminent i ”Hyrdinden og Skorsteensfeieren”, hvor den gamle kineser får en klinke i nakken, og det gør ham tavs.