Det er en maltraktering af sproget at kalde en auktion for en aktion

Forleden hørte professor Johs. Nørregaard Frandsen i en tv-udsendelse om et maleri, der var blevet solgt ved en aktion. Mon det var en politiaktion? Eller politisk aktion?

En fiskeauktion i Hirtshals, hvor mænd i oilskinsbukser, sweater og måske kittel går rundt mellem kasserne med en hammer og messer de indkomne bud i en rasende fart, og pludselig bliver hammeren hugget ned på kanten af en kasse. Solgt! – Arkiv
En fiskeauktion i Hirtshals, hvor mænd i oilskinsbukser, sweater og måske kittel går rundt mellem kasserne med en hammer og messer de indkomne bud i en rasende fart, og pludselig bliver hammeren hugget ned på kanten af en kasse. Solgt! – Arkiv. Foto: Henning Bagger.

Auktioner er fascinerende!

I mine drengedage tog min onkel mig med på fiskeriauktion i Esbjerg. Mænd i oilskinsbukser, sweater og måske kittel gik rundt mellem kasserne med en hammer og messede. Det lød sådan, for de rablede tallene, de indkomne bud, af sig i en rasende fart, som var det en religiøs messe, og pludseligt blev hammeren hugget ned på kanten af en kasse, og der blev peget på en person, som så åbenbart havde købt partiet af torsk, kuller, sild, pighvar, rødspætter, eller hvad det nu var. Det var umuligt at følge med i tempoet, og jeg turde ikke bevæge mig, for min onkel sagde, at hvis jeg bevægede mine hænder på en bestemt måde, havde jeg måske købt et ton fisk. Han lavede selvfølgelig grin med mig, men jeg troede på det og holdt hænderne helt nede. Jeg skulle ikke nyde noget.

Min far tog mig med til levekvægsmarked eller kvægauktioner, hvor der blev handlet stude og kvier og udrangerede malkekøer. Det var såkaldte kommissionærer, der med kitler og blyanter bag ørerne gik rundt og dels klaskede kreaturer på bagfjerdingen, dels klaskede de hænder med bønderne, der solgte kreaturerne. Det var drama. Kvægauktionerne var elementært spændende – jeg elskede dramatikken, der sitrede i luften sammen med lugten af kolort og ajle.

Auktioner er en del af vores kultur. Mange elsker at gå til auktioner over kunst, antikviteter og genbrug. Men måske er sproget og udtalen af almindelige ord også på auktion? Ordet auktion udtales nemlig underligt i en lang række tilfælde. Forleden hørte jeg i en tv-udsendelse om et maleri, der var blevet solgt ved en aktion. Mon det var en politiaktion? Eller politisk aktion? Det er en maltraktering af sproget at kalde en auktion for en aktion! Men det sker igen og igen. Auktioner er blevet til aktioner.

Ordet auktion kommer af det latinske substantiv auctio, som i genitiv bøjning bliver til auctionis, der betyder forøgelse eller forhøjelse, og som igen kommer af verbet augere, der betyder at øge eller lægge til. En auktion er en salgsform, hvor købere på skift afgiver bud, og hvor varen eller koen eller kasserne med sild sælges til højestbydende. Auktion er altså et fint gammelt ord for en handelsform, der bygger på at øge den budte pris.

Men mange, også professionelle sprogbrugere på de offentlige, elektroniske medier, udtaler ikke ordet auktion. De siger aktioner – og det er altså noget ganske andet, for hvis et billede af Købke eller Lundby eller andre af de store virkelig blev kastet ud i en aktion, så burde politiet rykke ud.

Ordet aktion er ligesom auktion fra latin. Det kommer fra substantivet actio, der betyder en handling i betydningen at foretage sig noget. De to ord, auktion og aktion, ligger forholdsvis tæt i stave- og udtalemåde, men der er dog betydelig forskel på at lave en aktion og sælge noget på en auktion. Der er tilsyneladende dovenskab i sprogbrugeriet, så der bliver holdt aktion, øh, auktion over det danske sprogs udtale.