Prøv avisen

Sprogklummen: En værre kanalje

Ordet "kanalje" kommer fra det franske ord "canaille" og betyder en uduelig eller tarveligt person. Foto: .

Johannes Nørregaard Frandsen skriver om livet i det danske sprog

Substantivet kanalje henviser til en uduelig, uforskammet eller tarvelig person. Jeg tror ikke, ordet er ret meget i brug mere, men det er vist desværre ikke, fordi der ikke længere findes kanaljer. Det er nok snarere, fordi vi bruger andre betegnelser om det samme, eksempelvis slubbert, tølper, slyngel, skiderik eller den slags. Jeg stødte imidlertid på ordet i brug for nylig, og jeg synes, klummens læsere skulle have et gensyn med det, især fordi det har en sjov og interessant forhistorie.

LÆS OGSÅ: Sprogklummen: Gå i rygerly

Ordet ankom til vore nordlige tungegrader ved indgangen til 1700-tallet. Det kom hertil fra det franske canaille, som henviste til pak eller pøbel. Men det var opstået på italiensk, hvor det hed canaglia, som egentlig betyder hundepak. Det er således en afledning af det latinske ord canis, der betyder hund. Hundepak eller hundskanaljer var den fine adels og betydende menneskers stærkt nedladende betegnelser for pakket eller pøblen, der tumlede rundt derude i gaderne. Det fattige rakkerpak gøede og glammede jo som hunde, ligesom de snaskede beskidte rundt som køtere. Sådan hed det sig.

Det er sådan, ordet kommer ind i dansk: Som betegnelsen for det tarveligste tarvelige, og her bliver det blandt andet til et godt brugt skældsord for gadens bærme, for usle bønder og for slyngler af enhver art. Forfattere som Holberg og Heiberg bruger begrebet mange gange, oftest ironisk, ligesom H.C. Andersen, J.P. Jacobsen og andre udpeger Canailler eller Kanaljer i omskrivende udtryk.

I folke- eller dagligsproget er der en tendens til, at kvindfolk, især de rapkæftede, bliver udpeget som nogle værre Canailler, hvilket Holberg advarer mod: Kald en ærlig Matrone icke en Ca-naille. Men Holberg kan nu ikke forhindre, at udtrykket har det med at klæbe sig til kvinderne. Der opstod ord som canaillekvind, canaillekællinger eller senere kællingekanaljer og kanaljekvinder. Helt morsomt er det, at ordet kanariefugl og kanalje blandes sammen, så der opstår et udtryk som kanaljefugl, der dels henviser til den lille, velsyngende, gule fugl, som stammer fra De Kanariske Øer, dels samtidig anvendes som skældsord for kvindfolk, der ikke kan holde deres bøtte. Jeg ved ikke, hvem det er mest synd for, kvinderne eller fuglen?

Det kan godt være, at kanalje er et skældsord, men det bruges samtidig ofte som et slags ironiserende kælenavn. Oehlenschläger digter et sted om Et halvt Dusin fortryllende Canailler / Opvartning giver under Snak og Larm. Kanalje er derfor et godt eksempel på de veje, et ord kan tage. Det kom til vore breddegrader som fransk overklasses nedladende udtryk for, hvad de anså for hundepak. Det lod sig fordanske til kanalje i folkedybets stemmer, hvor det også blandedes godt og grundigt med en lille, uskyldig fugl, der skulle se sit navn og rygte spændt op mod pluddersnakkende kvindfolk. Det afsvækkes i vor tid og udgår formentlig snart af brug, fordi andre, ofte importerede begreber og betegnelser dukker op.