Sprogklummen: Tungen på vægtskålen

Professor Johannes Nørregaard Frandsen tager fat i endnu en fast vending

udtrykket at lægge tungen på vægtskålen? Det får du svar på i denne uges sprogklumme.
Udtrykket at lægge tungen på vægtskålen? Det får du svar på i denne uges sprogklumme. Foto: sCANPIX.

Det gælder altid om at holde tungen lige i munden, det vil sige at være påpasselig og seriøs, når man besvarer læsernes gode spørgsmål, for man skulle jo nødig komme i den situation, at man kunne have bidt tungen af sig selv i skam over det svar, man gav. Tungen er et vigtigt organ, både når der gælder fødeindtagelse, smag og tale, og især tungens funktion i forhold til ord og tale er sikkert medvirkende til, at ordet og begrebet indgår i så utroligt mange faste vendinger.

LÆS OGSÅ: I forfjor, i fjor eller sidste år?

Bo Løgager fra Stege har i en avis læst, at Novo Nordisk var tungen på vægtskålen i forhold til aktieindekset. Bo Løgager kender udmærket vendingens betydning, at noget er afgørende, og at handelen med Novos aktier altså i dette tilfælde var afgørende for det samlede indeks. Men hvorfra kommer brugen af ordet tunge i denne forbindelse?

Svaret er, at den tunge, der er tale om i udtrykket, er den viser eller pil, man ser på gammeldags vægte, som har to vægtskåle. Tungen på vægten svinger ud og viser, hvilken vægtskål der er tungest, når man har lagt det på, som skal vejes. Det er altså ikke talens tunge, men den billedlige form af en tunge, der her er tale om. Der er da også rigtig mange eksempler på, at tunge anvendes til at karakterisere en form, oftest en langstrakt udadgående del af noget. Man kan tænke på enge eller skove, der som tunger skyder ud mellem de dyrkede marker.

Ordet tunge er af indoeuropæisk oprindelse og er altså fra dette længst uddøde sprog vandret ind i europæiske tungemål. På oldnordisk kendes det som tunga, på engelsk er det blevet tongue, på tysk zunge, så de ligner jo hinanden en del. Det bliver straks lidt sværere at se den fælles rod, når det samme oprindelighedsord på latin blev til lingua. Lingua hed på ældre latin faktisk dingua, og så bliver ligheden til tonga måske lidt større, mens dinga altså er blevet til lingua.

For nu at udvikle tungetalen yderligere, så betyder det græske ord glossa, det kender vi fra glose, også tunge eller sprog, men det glossarium lader vi ligge her.

TEMA: Sprogklummen

Det er himmerigs morsomt, så mange vendinger der findes, som spiller på tungen. Man kan tale i tunger, hvilket vil sige noget tåget mystisk, man kan få tungen på gled, hvorved man røber noget eller har overvundet sin generthed. Onde tunger siger, at nogle politikere eller andre offentligt kendte taler med to tunger, altså bevidst udtaler sig dobbelttydigt, eller også har de glatte tunger og besnakker os andre stakler. Personer kan også have skarpe tunger, ja, svigermødre har endda fået en plante med skarpe blade opnævnt efter sig, fordi de ifølge myten ikke kan holde tand for tunge, mens vi stakkels svigersønner enten kan hoppe på tungen, vare vore tunger eller holde tand for tunge.

Det ligger nok lige for tungen at fortsætte de mange tunger her, for nu er tungebåndet løst, og måske synes nogle endda, man er godt skåret for tungebåndet. Klummen her blev skrevet med tungen ud af halsen, ikke fordi det var særligt fysisk anstrengende, eller fordi jeg havde for travlt, men fordi det hele lå lige på tungen. Jeg håber ikke, onde tunger vil sige, at klummen også var som at række tungen ud ad vinduet.