Prøv avisen

Stenalderkost er kåret til årets ord

Det er blevet populært at spise stenalderkost. Det vil sige dyr, fisk, skaldyr, nødder, kerner, frugt og grøntsager uden stivelse. – Foto: .

Over 200 ord konkurrerede om at blive udnævnt til årets ord

Det er 10.000 år siden, at stenalderen var over os. Men ordet stenalderkost har først vundet indpas i år. Og det endda så markant, at ordet nu er blevet udnævnt til Årets Ord 2012.

Bag kåringen, der fandt sted i radioprogrammet Sproglaboratoriet, der blev sendt på DR P1 i går, står ud over DR også Dansk Sprognævn og Dagbladet Politiken.

Det var en jury bestående af komikeren og tv-værten Jan Gintberg, direktør i Dansk Sprognævn Sabine Kirchmeier-Andersen og forfatteren Kirsten Hammann, der pegede på stenalderkost som årets ord.

Jeg er træt af alle sundhedsapostlene, og jeg synes, ordet stenalderkost meget godt dækker over en trend i tiden, der for mig er hysterisk, sagde Jan Gintberg i programmet.

Ordet var bragt ind i finaleopløbet af Kirsten Hamann.

Juryen nåede frem til stenalderkost efter at have gennemgået mere end 200 ord. Blandt dem var ord som regnvandsbed, bekymringsøkonomi og løntilbageholdenhed tidstypiske deltagere i finalerunden.

Med til det sidste var også akuthjælp og akutjob og Dovne-Robert.

Ifølge folkene bag Sproglaboratoriet har der været en overvældende opbakning blandt lytterne i forbindelse med kåringen.

Vi har fået over 200 forskellige ord med stor spændvidde lige fra Vandkantsdanmark til gangnam-style, grødtrend og gøglergate, siger Sproglaboratoriets vært, Helle Solvang, i en pressemeddelelse.

De tre dommere var til udsendelsen også blevet bedt om at komme med nogle af de sjove og skæve ord fra årets ordhøst. Og her fremhævede de ord som bybi og ballonpenge, der dækker over en oppustet økonomi, og ordet hyggebitter, hvor man går og er lidt vred, men nærmest har det godt ved det.

Det er fjerde år i træk, at Sproglaboratoriet kårer årets ord. Tidligere vindere er blandt andet vuvuzela og lømmelpakke.