Prøv avisen
Liv i sproget

Sprogklummen: Stigmatiseringens sociale sår

Stigmata og stagmatisering - Johs. Nørregaard Frandsen tage sproget under kærlig behandling. Tegning: Morten Voigt

Tidligere var stigmatisering, stikmærkning, forbundet til påsken

I vore dages sprogbrug er verbet stigmatisere og substantivet stigmatisering ord, der især anvendes i forbindelse med det sociale område. Giver man eksempelvis socialt udsatte grupper, hjemløse eller flygtninge og indvandrere et vedvarende, negativt socialt ry, så kan man sige, at de stigmatiseres eller er udsat for stigmatisering. Stigmatisering betyder således anvendt det samme som stempling, brændemærkning og negativt omdømme. Hæftes der en stigmatisering på dig, så er du mærket og får svært ved at komme fri af den sociale identitetskasse.

Denne brug af ordet som et socialt begreb er forholdsvis ny og opstået inden for de første årtier af det tyvende århundrede. Tidligere var begrebet om ikke forbeholdt så i al fald primært anvendt inden for det religiøse og åndelige område.

Faktisk er stigmatisering et udtryk, som forbindes med påsken og med Jesu lidelser, korsfæstelse, død og genopstandelse. Ordet stigma, i flertal stigmata, kommer fra græsk stigma, som betyder stikmærke efter verbet stizein, som betyder at stikke. Der hentydes i den traditionelle brug af ordet til helt særlige stik- eller sårmærker, nemlig til de fem sår, der var synlige på Jesu legeme efter korsfæstelsen. De fem sår var henholdsvis naglehullerne i håndfladerne, naglen gennem fødderne, der ifølge traditionen var samlet, såret efter tornekransen samt endelig mærket efter det spyd, en romersk soldat stak i siden på Jesus.

Disse fem sår udgjorde den såkaldte stigmatisation. Det er sårene i håndfladerne, Jesus viser frem for sine disciple, da de møder ham genopstanden, og det er sårenes symbolik, der indgår i den kristne fortælling og tradition. I dele af den katolske kirke dyrkes stigmata og lidelsen betydeligt mere end i den luthersk-evangeliske kirke, hvor genopstandelsen, overvindelsen af døden og dermed håbets lyssyn fylder mest.

Begrebet om stigma kan således, især i nogle katolske tros- og kirkekulturer, få en særlig virkelighed. Visse meget hellige mennesker siges nemlig at udvikle stigma, det vil sige tydelige sårmærker som de, der blev den korsfæstede Jesus til del. Disse stigma menes således at kunne udvikles uden fysisk stikning, så de må altså, ifølge denne forestillingsverden, betragtes som tegn eller vidnesbyrd fra Gud.

I vores del af verden, og dermed i de luthersk-evangeliske forestillinger, er troen på mystiske tegn fra Gud til særligt hellige repræsentanter ikke på bjerget. Til gengæld er vores virkelighed dybt præget af det, man kunne kalde sociale diskurser. Det sociale, menneskers vilkår og herunder noget så stupidt og rationelt som økonomi og økonomisk formåen er på godt og ondt blevet det væsentligste omdrejningspunkt for forestillinger om eksistens. Moderne mennesker er ikke skabt i Guds billede, men i økonomiens rationale! Det er egentlig det, man kan læse ud af forandringen af brugen af ordet stigmatisere. Det religiøse tegn, underet og lidelsen, er blevet erstattet af økonomiske konjunkturer og sociale rationaler.

Stigmatisering afsætter stadig sår, men nu som sociale aftryk, der kan forklares videnskabeligt og logisk. Troen og magien har straks mere vanskelige kår. Måske er der tale om en stigmatisering af troens område