Prøv avisen
Stjernehimlen lige nu

Stjernehimlen viser, at sommeren er på vej

De lyse nætter er over os. Kun lyset fra de klareste stjerner formår at trænge igennem til os. Men heldigvis er der trods forholdene nogle interessante objekter at se på nattehimlen

De lyse nætter er over os. Kun lyset fra de klareste stjerner formår at trænge igennem til os. Men heldigvis er der trods forholdene nogle interessante objekter at se på nattehimlen. Planeterne Jupiter, Mars og Saturn er tydelige. Merkur står lavt på den østlige morgenhimmel en halv time før solopgang, men er svær at se på grund af lyset fra morgendæmringen. Venus er for tiden placeret på den anden side af Solen.

Stjernerne Arcturus og Spica i sydvest er ikke vanskelige at få øje på. De opsøges let ved at finde Karlsvognen og derefter følge Vognstangens forlængelse nedad mod horisonten. I øst markerer ”sommertrekanten”, at vi er på vej mod den lune årstid.

Sommeren indledes officielt ved sommersolhverv, der i år indtræffer den 21. juni klokken 00.35. Men man skal huske, at vi har sommertid. Hvis man i stedet bruger normaltid, sker det den 20. juni klokken 23.35. Da tidspunktet ligger tæt på midnat mellem de to datoer, vil der ikke være den store forskel på længden af disse to dage. Hvor lang dagen faktisk er, hænger sammen med, hvilken breddegrad man befinder sig på. Jo nordligere, desto længere er den længste dag. Rykker man østpå til andre tidszoner, fejrer man årets længste dag den 21. juni, mens man i lande vest for os peger på den 20. juni.

I nogle sammenhænge bruger vi kalenderdatoen den 1. juni som start på sommeren. Det er let at huske – og i sammenhæng med eksempelvis meteorologiske statistikker en praktisk løsning.

Vores nuværende kalender deler året op i 12 måneder. Det er en kunstig indretning, der i forskellige versioner allerede eksisterede i forhistorien. De første kalendere var styret af astronomiske objekters cyklus. Nogle brugte Månen (deraf navnet måned), andre startede kalenderåret ved en stjernes heliakiske opgang, det vil sige første gang, den viste sig i øst før solopgang.

Månefasens cyklus udgør med 29,53 døgn ikke en pæn brøkdel af solåret. Der måtte reguleringer til. Nogle år havde 12 måneder, mens andre havde 13. Kulturer i det prædynastiske Sahara brugte Sirius’ heliakiske opgang til markering af start på den vigtige regntid. Den var meget præcis i forhold til årstidernes rytme – et system, der senere blev videreført i Nilkulturen. Senere blev der til administrative opgaver indført en civil kalender, der var et system som vores nuværende kalender. Desværre var den civile kalender ikke helt præcis, så den blev langsomt forskudt i forhold til årstiderne. Sirius-kalenderen, der passede med årstiderne, blev brugt af landbruget og til religiøse forhold. Det sidste, fordi den var relateret til fænomener på himlen, som var det eneste sted, hvorfra man kunne hente troværdi‑ ge informationer om årets gang.

I vest kan man formentlig let få øje på den klare Jupiter. Jeg kan anbefale, at man retter en håndkikkert eller lignende mod Jupiter.

Fra dag til dag kan man se de fire galilæiske måner indtage nye positioner i deres omkredsning af solsystemets største planet. Io, Europa, Ganymedes og Callisto er navnene på de fire galilæiske måner. Som navnet siger, blev de opdaget af den italienske astronom Galileo Galilei med kikkert i år 1610. De er faktisk så klare, at de burde kunne ses med det blotte øje under optimale betingelser, men lyset fra den klare planet blænder. Lidt forstørrelse løser dog problemet. Tilmed kan man måske ane, at Jupiter ikke bare er en stjerneprik, men at der faktisk er tale om en klode.

Mars, der for tiden næsten matcher Jupiter i klarhed, ses lavere i syd. Dens orange kulør er tydelig. Når denne planet, der er noget mindre end Jorden, kan hamle op med Jupiter i klarhed, handler det selvfølgelig om, at Mars er 10-11 gange nærmere os end Jupiter.

Saturn ses knap 20 grader til venstre for Mars og er lidt mindre klar. Men de har nogenlunde samme højde over horisonten i syd mellem klokken 23 og 24.

Månen blander sig desværre med sin tiltagende fase og forstyrrende lys. Men følg dens gang hen over de to planeter i de kommende dage. Den 18. står fuldmånen lige over Saturn.

I samme region, hvor Mars og Saturn befinder sig, kan man lidt lavere og nærmere Saturn i disse måneder se stjernen Antaras i stjernebilledet Skorpionen. Denne stjerne fremstår med samme farvenuance som Mars. I modsætning til Mars, hvor det er overfladens beskaffenhed og kulør, der bestemmer, hvilken del af sollyset der reflekteres, er Antaras’ farve et resultat af stjernens lave overfladetemperatur.

Men dens navn har bestemt med Mars at gøre. Navnet kan forstås som Anti-Mars – den anden Mars. Og de to mødes i øvrigt sidst i august, hvor de danner par mindre end to grader fra hinanden.

Endelig bør man kaste et blik på ”sommertrekanten”, der varsler sommerens komme, og som dannes af de tre klare stjerner Vega i Lyren, Deneb i Svanen og Altair i Ørnen.