Bag disse betydninger ligger der imidlertid en historie, som viser, hvordan ord og betydninger kan udvikle sig ad forunderlige veje. Min behandling af ordet er foranlediget af Jacob Christensen, der bor på Bispebjerg i København, og som i en mail spørger til viraks betydning.
De nyeste ordbøger fortæller, at virak kan betyde en stor hyldest eller en overstrømmende, nærmest helt overdreven ros af en slags, der tildeles filmstjerner eller kongelige.
Virak kan imidlertid også betyde uro, ballade eller stort postyr. Denne betydning af ordet, som er lige modsat den første, er opstået i 1970erne, og det bemærkes i Den Danske Ordbog, at mange regner denne sidstnævnte brug for at være fejlagtig. Det er imidlertid den betydning, altså virak som larm eller voldsom ballade, der breder sig. Dermed er et pendulord født, der svinger mellem to modsatrettede betydninger.
LÆS OGSÅ: Han er noget af en bajads
Når den sidste betydning, altså virak som ballade, kan brede sig, er det fordi ordets oprindelse er glemt.
Ordet er kommet ind i dansk fra et middelalderligt tysk ord, der hed wirok. På gammeldansk blev det til ord som wirock, wirak eller wirøg. I 1700-tallet blev det på dansk også til vejrøg eller vierøg og nu danner der sig nogle betydningsspor. Det kan nemlig skilles i vie og røg. Vi eller vie henviser til noget helligt, viet eller indviet, mens røg her betyder røgelse. Virak betyder altså egentlig offerrøgelse eller hellig røgelse. Heraf vil man forstå, at betydningen ballade og uro er ret skæv. Ordet optræder i ældre bibeloversættelser i sin oprindelige betydning, ligesom det optræder i andre tekster fra 1700- og 1800-tallet på den måde. Vi vil huske Grundtvigs formulering i Et barn er født i Betlehem om de tre vise mænd fra Østerland, der ofrede guld, røgelse og myrra skær for det nyfødte Kristusbarn. Oehlenschläger citeres i Ordbog over det danske Sprog for lignende, men hos ham hedder det: Guld, myrrha og virak, som man guderne det ofrer.
Virak betyder altså hellig røgelse, og det blev allerede i 1600-tallet eller måske før knyttet som navn til visse planter, der kunne producere olier eller harpiks, som kunne brænde og dermed indgå som røgelse i den katolske kirkes ritualer. Man kaldte endda et røgelseskar for et virakkar.
Det var træet Boswellia sacra, der regnedes for at producere den ægte virak eller vierøgelse. Således har det mellemøstlige træ netop sit navn sacra betyder helligt fordi det regnes for at være det, der leverede røgelsen, de vise mænd bragte til Jesusbarnet. Det er altså Grundtvigs røgelse og Oehlenschlägers virak, vi her har fat i.
Boswellia sacra er det centrale træ bag virakken, men andre planter har ligeledes leveret olier eller harpiks, som er kaldt vierøg. Nogle af de samme planter, buske eller træer har samtidig været regnet som lægeplanter. De hellige olier kunne levere både lægedom og sakrale dufte. I dag synes ordet snarere at henvise til ballade. Sådan kan det gå. Det ophøjede kan blive til bøllernes ballade.