Store forventninger til sommerfugleblomster

Det er tid til at planlægge sommerens blomsterflor, og der satses på de uovertrufne sommerfuglebuske

Sommerfuglebuske er uovertrufne og trækker mange sommerfugle til, så de kan suge nektar af blomsterne. Til venstre ses en pragtskær med besøg af storplettet perlemorsommerfugl, til højre en hvid fredløs med besøg af en admiral. – Fotos: Mette Østergaard.
Sommerfuglebuske er uovertrufne og trækker mange sommerfugle til, så de kan suge nektar af blomsterne. Til venstre ses en pragtskær med besøg af storplettet perlemorsommerfugl, til højre en hvid fredløs med besøg af en admiral. – Fotos: Mette Østergaard.

Forårstiden er forventningens tid. Mit barnebarn Selma på snart 10 år og jeg har store forventninger til sommerens blomsterflor. Vi vil plante blomster, der lokker masser af sommerfugle til haven. Det bliver planlagt nu, og når skoleferien indtræffer, er vi forhåbentlig fulde af begejstring.

Selma skriver plantelisten, som vi udtænker ved fælles hjælp og erfaring. Indtil videre står der:

1. Sommerfuglebusk

2. Brændenælde

3. Tidsel

4. Natviol

5. Hvid fredløs

6. Hjortetrøst

7. Pragtskær

8. Purpursolhat

Sommerfuglebuske er uovertrufne, de trække sommerfugle til i stort antal, så de kan suge nektar af blomsterne. Vi har allerede tre buske i haven. Hvad brændenælder angår, er deres adkomst til listen ikke lokkende blomster med nektar, men selve plantens værdi som foderplante for sommerfuglelarver.

Især er nældens takvinge og påfugleøje helt afhængige af brændenælder til æglægning og mad til larverne. Selma har læst om sommerfugle og foreslår, at vi planter brændenælder i haven, og så kan vi også lave brændenældesuppe. God idé. Vi er dog allerede godt forsynede med store områder af brændenælder langs vores mark uden for haven.

De nyklækkede sommerfugle kan snildt flyve fra brændenælderne hen over marken til haven, og vice versa kan vi gå i marken og hente nælder til suppen. Jeg foretrækker at bibeholde den model.

Tidsler, såsom de vilde agertidsler og kærtidsler, har vi også langs marken og kan holde øje med dem der. Tidselsommerfuglen lægger sine æg på tidsler, men kan også bruge andre planter, eksempelvis brændenælder. Mange sommerfugle holder af at sidde i tidselblomster og suge nektar.

Natviol, Hesperis matronalis, har jeg haft i haven gennem mange år, og den har en særlig sommerfugle-historie.

For år tilbage opdagede jeg, at vi i maj havde aurora-sommerfugle i haven. Jeg kendte den fra skovlysninger og eng-agtige steder, men havde aldrig set den hvide sommerfugl med de orangerøde, forvingespidser i haven. Jeg blev virkelig fornøjet. Aurora lægger æg på korsblomstrede planter, først og fremmest engkarse, og de gror ikke i vores have eller omkring marken. Men jeg holdt jo øje med sommerfuglen og fandt ud af, at den tit og ofte sad i natviolens blomster. Det viste sig, at havens natviol er en eftertragtet plante for aurora til æglægning, larveopdræt og siden forpupning.

Har man ikke natviol i haven, kan den sås i maj, og den vil resten af året vokse som en lav plante kun med blade. Det følgende forår vil den skyde godt 70 centimeter til vejrs og sætte kønne lysviolette, duftende blomster, der lokker aurora-sommerfuglen til. Natviol sår sig villigt fra år til år.

Hvid fredløs, hjortetrøst, pragtskær og purpursolhat er stauder, som vi må i plantecentret at hente, de får alle meget attraktive blomster for sommerfugle.

Selma er nu forsynet med en lille bog med spiralryg og blanke sider, hvor der gennem forår og sommer kan klistres billeder ind af forhåbentlig mange forskellige sommerfugle. De skal alle forsynes med navn, hvilken plante de er fundet på, og dato. Der kan desuden skrives særlige iagttagelser, måske tegnes og filosoferes. Vi glæder os!