Strategier for at komme skvalderkål til livs

Skvalderkål kan sætte skub i følelserne. Mette Østergaard foreslår kaninstrategien, konkurrencestrategien eller tålt ophold, hvis man vil forsøge at bekæmpe sin skvalderkål

Staudebed, hvor bregner, hosta og påskeliljer lever i harmoni med skvalderkålen.
Staudebed, hvor bregner, hosta og påskeliljer lever i harmoni med skvalderkålen. . Foto: Mette Østergaard.

Der er ikke noget mere effektivt end skvalderkål som grønt bunddække i maj-juni. Det er en flerårig urt, der sender underjordiske udløbere afsted i alle verdenshjørner, og op fra disse udløbere dukker nye kraftfulde planter.

Skvalderkål kan sætte skub i følelserne og måske sætte det gode naboskab på spil! Det gælder om at være enige om skvalderkålsstrategien hen over hækkene.

LÆS OGSÅ: Grævlinger skaber problemer for jernbanenettet

I Benny Andersen og Povl Dissings vidunderlige Skvalderkål Blues fra 1984 oprulles skismaet, når der ikke er fælles fodslag over hækken. Vers 1, 3 og 4:

At dyrke blomkål og kartofler
var et af mine store mål,
og et bed med persille
det smager godt til stegte ål,
men i min lillebitte have
gror der udelukkende skvalderkål.

Jeg sprøjter ikke med gift
farer ikke frem med brand og bål,
jeg vil ha fred i min have,
så nu dyrker jeg kun skvalderkål.
Med et par kolde snapse til
kan den spises til de stegte ål skål!

Men når min nabo ser min have,
så udstøder han et skrål.
At drøfte havebrug med ham
kræver nerver af rustfrit stål.
Næst efter mig er det værste, han ved,
nemlig skvalderkål!

Jeg iler med lidt vejledning om tre forskellige skvalderkålsstrategier. Alle med det sigte at være nabovenlige, miljørigtige og ikke vildt anstrengende. Den nemmeste og sjoveste er den første.

1. Kaninstrategien

For børnefamilier med kaniner ligger skvalderkålsstrategien lige for. Hegn skvalderkålsbedet ind, og slip kaninen løs i bedet. Kaniner elsker skvalderkål, det er sikkert og vist!

Tilsyneladende er de ikke vilde med stauder i samme grad, i hvert fald ikke breg-ner og heller ikke løgvækster. Der er dog brug for yderlig-ere undersøgelser, før noget sikkert om den sag kan fastslås.

Kaninstrategien er samtidig en kærkommen håndsrækning til de mange kælekaniner, der på denne måde kan slippe ud af kaninburets trange forhold. En rask dreng eller pige kan snildt lave sig en sommerforretning med flytbare kaniner og indhegning til udlejning blandt nabolagets udskældte skvalderkålsbede.

2. Konkurrencestrategien.Denne handler om at slutte fred med skvalder-kålen, samtidig med at man ikke accepterer skvalderkålen som enehersker. Scenariet er for eksempel det elskede staudebed, hvor der for år tilbage blev plantet alle familiens yndlingsstauder.

Nu breder skvalderkålen sig vidt og bredt, kun enkelte af de oprindelige stauder har klaret konkurrencen. Netop heri ligger strategien gemt! Plant konkurrencestærke stauder ind i bedet, som ikke bukker under for skvalderkålen. Jeg har netop besøgt et sådant gammelt skvalderkålsstaudebed, og her trivedes flotte høje bregner og hosta foruden pæon, lupin, løvefod, akeleje og påskelilje i harmoni med skvalderkålen. Vil du give den kamp til stregen, så plant stauder, der er lige så aggressive som den selv. Det gælder for eksempel jødekirsebær, gyldenris, prikbladet fredløs, lægekvæsurt, lægealant og stor tusindstråle. Det eneste, du skal sørge for, er, at de ikke alle vandrer videre til andre bede eller ind hos naboen!

Løsningen her er græs-slåmaskinen. Skvalderkål og ligesindede tåler ikke vedvarende nedklipning. Kør en ugentlig runde med slåmaskinen, og få en sti bag om staudebedet, langs med hækken. Så er der styr på tropperne. I hvert fald hvis den klippede sti er tilstrækkeligt bred!

3. Tålt ophold.

Stenbedet med skønne stenbedsplanter, roser og et hav af andre skønne vækster er blevet invaderet af skvalderkål. Her er kun én udvej: Hiv skvalderkålsbladene væk lige nu, hvor de fører sig voldsomt frem. Roden er ikke umagen værd at gå efter, det er en umulig opgave. Fjern så mange blade som muligt, så der kan komme sol til de planter, der hører til i bedet. Arbejdet vil de fleste finde kedeligt, men med den stærke interesse for naturens spisekammer, herunder skvalderkål, er der nye muligheder. Få en aftale med den lokale gourmetrestaurant om levering af smukke skvalderkålsblade til en god kilopris det vil styrke arbejdsglæden!

Hvorom alting er, skvalderkålen vil inden længe stå med de smukkeste, kniplingsagtige blomster, hvide og yndefulde. Skal der være fest i juni, er de selvskrevne i buketter, og alene af den grund er det værd at frede bare et lille stykke!

Hos familien Hemmingsen ved Roskilde har kaninen ryddet stykket for skvalderkål, og den sørger for, at ukrudtet holder sig uden for hegnet.
Hos familien Hemmingsen ved Roskilde har kaninen ryddet stykket for skvalderkål, og den sørger for, at ukrudtet holder sig uden for hegnet. Foto: Mette Østergaard.