De første glade studenter har fået huen på, og de kan sammen med deres studenterkammerater se frem til at fejre begivenheden med studenterkørsel. Der er givet grønt lys til tradtionen tro at hoppe på de udsmykkede studentervogne og huje gennem gaderne. Det var ellers længe usikkert, om det kunne lade sig gøre på grund af coronakrisen.
Traditionen stammer fra 1930’erne, hvor nybagte studenter tog ind til Kongens Nytorv i København og dansede om rytterstatuen. ”Danse om hesten” blev det kaldt.
Flere og flere studerende begyndte i årene efter at køre triumferende fra forældre til forældre. Men først i 1975 var det blevet en så gennemgribende tradition, at Justitsministeriet kom med en skrivelse for at regulere de vilde ture. Skrivelsen handlede mest af alt om, at de køretøjer, der skulle transportere de glade studenter, skulle godkendes til formålet.
For 20 år siden kunne man også læse om de vilde ture i Kristeligt Dagblad. Her stod, at Færdselsstyrelsen var i færd med at udforme en bekendtgørelse med skærpede krav til vognmændene for at undgå, at de glade råb ville blive afløst af trafikulykker.
Den larmende studentertid er nemlig ikke altid faldet i god jord hos danskerne. Det mærker man tydeligt i en kronik i avisen fra 1960, hvor en forfatter ved navn Carl Langballe, der kalder studentertiden ”et drikke- og danseorgie”, bliver konfronteret med en gruppe nybagte studenter:
”Der stod en mægtig forsamling af en flok unge studenter, russer, som naturligvis følte sig stolte over en aften som denne at kunne præsentere deres hvide huer, og som i deres ungdommelige overmod på en meget højrøstet måde gjorde, hvad de kunne for at henlede opmærksomheden på sig. Det fløj med dårlige vittigheder efterfulgt af dumme latterbrøl. Nogle gav sig til at synge franske viser, andre slog om sig med latinske gloser, alt sammen reminiscenser fra skoletimerne eller sidst fra eksamensbordet. Jo, de var nogle vældige karle! De syntes bare ikke at forstå, at de med deres opførsel virkede højst generende og irriterende på deres omgivelser,” skriver Carl Langballe og fortsætter i sin kronik:
”I min tid var der virkelig fest over studentereksamen. Nu kan glæden over at have overstået besværet nok slå voldsomt ud, men den føles dog vist nu mere som befrielsen fra skolen, en kåd og ubændig given sig hen i øjeblikkets nyden, end den på en gang jubel og højtid, som før i tiden var over det øjeblik, da man i kjole og hvidt forlod det grønne bord.”