Flåter rykker ind i byerne

Det er ikke kun ude i skoven, at du skal tage dig i agt for de små blodsugere, viser nyt studie

Flåter spreder sig nu også til byerne. –
Flåter spreder sig nu også til byerne. – . Foto: Kristoffer Juel Poulsen/Ritzau Scanpix.

Nok er antallet af insekter i verden støt dalende, men flåterne klarer sig fint. Faktisk er de mange steder på fremmarch, blandt andet i Norge, viser et nyt forskningssamarbejde. Det skriver forskning.no i en artikel bragt på videnskab.dk.

”Tætheden af flåter er steget de seneste årtier. Det er der flere årsager til, for eksempel genskovning af tidligere landbrugsarealer, flere rådyr og klimaforandringer,” fortæller flåtforskeren Vivian Kjelland til forskning.no.

Hun er projektleder af det skandinaviske flåt-forskningssamarbejde ScandTick Innovation i Norge, som blev færdiggjort i 2018. Vegetationen beskytter flåterne mod at tørre ud, og i de genskovede områder er der flere dyr, som flåterne kan suge blod fra.

Men selvom flåten i en vis grad er sårbar over for menneskelig ekspansion, har den slet ikke brug for tæt skov for at overleve, skriver forskerne. Det har dog vist sig, at det har en negativ effekt på flåterne, hvis et skovareal eksempelvis bliver omdannet til et boligområde.

Flere studier har imidlertid fundet, at flåten godt kan overleve lokalt rundtomkring i Europa, selvom den er omgivet af by.

Flåterne bruger ofte rådyr som værtsdyr, så hvor der er mange rådyr, er der også mange flåter, hvis forholdene ellers er gunstige, forklarer forskerne i artiklen. Derfor kan der være flere flåter i byparker, som ligger i nærheden af områder med rådyr, end i grønne arealer i bykernen.

Det fandt forskerne i hvert fald, da de granskede flåtforekomsten i 22 grønne arealer i den belgiske by Antwerpen, fremgår det af et studie fra april 2019.

På hvert af de 100 kvadratmeter store parkarealer fandt forskerne alt fra 0 til knap 400 flåter. Og på hvert areal, hvor forskerne fandt flåter, var mindst én af flåterne borrelia-inficeret. De voksne flåter i parken bar oftere borrelia-bakterier end de små, unge flåter. Cirka 32 procent af de voksne flåter bar borrelia-bakterier, viste studiet.

Men jo længere inde i byen det grønne areal lå, og jo mere isoleret området var fra andre naturområder, desto færre borrelia-inficerede flåter fandt forskerne. Studiet er endnu ikke færdigt, men hvis alt går efter planen, bliver det færdiggjort i løbet af efteråret 2019.

Forskerne bag Antwerpen-studiet mener, at deres fund kan sige noget om, hvad der muligvis øger risikoen for flåter i grønne byområder og derfor også om risikoen for flåtbårne sygdomme.