Prøv avisen

Svend Brinkmann: Mit bedste bud på en julegave

"Det handler om at forbinde sig med og forstå sig selv gennem noget, der har været, for vi er jo kun noget i kraft af, hvordan vi er blevet til, og hvilke forpligtende relationer vi har til andre mennesker. Derfor tror jeg, at det kan være velgørende at give en gave, der netop har rødder," siger Svend Brinkmann. Foto: Polfoto

Den brugte gave er den bedste, for den forbinder det enkelte menneske til de generationer, der gik forud, mener professor Svend Brinkmann

Professor Svend Brinkmanns datter, Ellen, har en dukke, der er 90 år gammel. Den har hun fået af sin oldemor, som selv legede med dukken, da hun var barn. Egentlig er børnene de eneste i den Brinkmannske familie, der stadig får julegaver – blandt de voksne blev gaverne stort set afskaffet for adskillige år siden. Det passer Svend Brinkmann fint. Men skulle traditionen alligevel ændres, så han gerne, at brugte gaver, ligesom Ellens gamle dukke, blev den nye sædvane.

”Vi er jo alle sammen defineret af de genstande, der har betydning for os. Det siger noget om et menneske, hvilke bøger vi har læst, eller hvilket legetøj vi har været særlig glade for. Der er noget meget fint ved at føre de ting videre til de næste generationer, fordi man giver noget af sig selv,” siger han.

Psykologiprofessoren er især kendt for at gøre oprør mod den tanke om evig udvikling, der ifølge ham kendetegner samfundet i dag:

”Vi skal være fleksible, omstillingsparate, innovative, kreative, proaktive, fremtidsrettede, udvikle os personligt og fagligt, lære livslangt og sørge for kompetenceudvikling,” remser han op.

Den tanke er som et par fødder, der altid bevæger sig fremad. Men mennesket trænger mere til et rodnet – også på det julegavematerielle plan, siger han.

”Jeg er meget optaget af, at vi som mennesker har rødder og er forbundet til andre gennem tid. Det handler om at forbinde sig med og forstå sig selv gennem noget, der har været, for vi er jo kun noget i kraft af, hvordan vi er blevet til, og hvilke forpligtende relationer vi har til andre mennesker. Derfor tror jeg, at det kan være velgørende at give en gave, der netop har rødder.”

”Det er også et oprør mod forbrugersamfundets idé om, at vi hele tiden skal have nyt, og at tingene fra start har en indbygget forgængelighed, for ellers køber vi ikke nyt igen. En iPhones levetid er for eksempel begrænset fra producentens side. Det kan man godt protestere mod og i stedet mene, at nogle objekter er værdifulde i en menneskelig forstand. De bliver ikke forældede, men smukkere og bedre i takt med deres historie og med, at de er vandret ned gennem generationer. Hvis min datter får en datter en dag og giver sin dukke videre til hende, så har det pludselig været tipoldemors dukke.”

”Jeg fik selv en del af den type gaver, da jeg var yngre. Dengang forstod jeg det ikke. Det gør jeg nu – også hvorfor de voksne lagde vægt på at forære det til én.”