Svensk alkoholkultur på museum

Svenskernes forhold til spiritus er en bittersød blanding af restriktioner og overflod. Kristeligt Dagblad har kigget nærmere på snapseviser og øl på recept på et nyt museum om Sveriges alkoholkultur

Systembolaget i Sverige er verdens ældste alkoholmonopol. Her sælges alt med mere end 3,5 procent alkohol. I de senere år er de ansatte blevet mere brugervenlige og forsøger ikke at tale svenskerne fra at købe varerne. –
Systembolaget i Sverige er verdens ældste alkoholmonopol. Her sælges alt med mere end 3,5 procent alkohol. I de senere år er de ansatte blevet mere brugervenlige og forsøger ikke at tale svenskerne fra at købe varerne. –. Foto: Stefan BladSVD.

Hvorfor vælge mellem museumsbesøg og hygge i baren? Det spørges svenskerne om på store bannere, der reklamerer for Stockholms nye spiritusmuseum, der har alkoholkultur og -historie som fokus.

I lyse nyrenoverede rum midt i byens grønne område, Djurgården, ligger Spritmuseum med front mod havnekajen. Museet har eksisteret siden 1967, men lå tidligere lidt nord for centrum og har med flytningen udvidet antallet af udstillinger.

LÆS OGSÅ: Drukkulturen skader langt mere end rygning

Den første udstilling i det nyåbnede museum handler om svenskernes bittersøde forhold til alkohol. Udstillingen Spritlandet Sverige er udformet som en vandring gennem Sverige, hvor man kan lytte til fuglekvidder, dufte til hyldeblomster og træde på et tæppe af grønt græs, mens radioen spiller fra en åben campingvogn. Meningen er at give et indblik i svensk alkoholkultur et hedt debatemne gennem tiden, fortæller Eva Lenneman, der arbejder som historiker på museet og har været konsulent på udstillingen.

De fleste har et forhold til alkohol og en mening om alkoholens plads i samfundet. Få emner har været genstand for så meget debat og så kontroversielle love.

Et historisk tilbageblik på spritlandet Sverige starter for alvor i 1400-tallet, da brændevin blev almindeligt i Sverige. Brændevinens indtog betød flere arbejdsskader og problemer med fordrukne medarbejdere, når lønnen blev udbetalt. I 1850 var det svenske alkoholforbrug et af Europas højeste, og det resulterede i verdens første alkoholmonopol i minebyen Falun. Samtidig indførte staten rationer for, hvor meget alkohol man kunne købe, fortæller Eva Lenneman.

Hver måned fik man tildelt en eller flere liter brændevin, som man skulle stå i kø for at få udleveret. Det var kun mændene, der fik rationer, for det blev anset for at være upassende for kvinder at drikke, siger hun.

I 1955 blev rationerne afskaffet, og i stedet slog de mange enkeltstående alkoholmonopoler sig sammen til alkoholmonopolet Systembolaget, som stadig eksisterer.

Almindelige dagligvarebutikker må kun sælge alkohol med under 3,5 procent, så man skal i en af Systembolagets 410 butikker for at købe al anden spiritus, vin og øl. De seneste år har der været stor debat omkring Systembolagets eksistensgrundlag. Mange mener, at det er et eksempel på statens forsøg på at begrænse borgernes frihed. Eva Lenneman tror ikke, at Systembolaget er på vej mod afskaffelse, for gennem de seneste år har de åbnet op og gjort butikkerne mere kundevenlige.

Verdens ældste alkoholmonopol er en så fast del af vores historie, at de fleste har vænnet sig til at handle inden for åbningstiderne. Og hvor personalet før i tiden ofte forsøgte at tale folk fra at handle spiritus, så er de nu hjælpsomme med hensyn til at finde den rigtige vin til maden. De ønsker at skabe en ansvarlig drikkekultur, og det tror jeg, at de fleste svenskere støtter, siger hun.

Igennem 1800-tallet voksede en afholdskultur frem, og afholdenhed blev idealet. Lande som Norge og Finland indførte totalforbud mod alkohol, og i Sverige var Afholdsforeningen i mange år en magtfaktor i svenske politik.

Helt op i 1970erne var op mod 25 procent af landspolitikerne med i afholdsforeninger. Derfor bar de politiske beslutninger naturligvis præg af deres standpunkt. Bevægelsen har ikke den samme indflydelse i dag, men der er stadig mange medlemmer, da mange indvandrere kommer fra en baggrund, hvor man ikke drikker alkohol, og de melder sig ind, siger Eva Lenneman.