Syng julen ind med nyt salmehæfte

Kristeligt Dagblad har fornyet det populære julesalmehæfte med et udvalg af de mest elskede salmer og sange samt Juleevangeliet

Syng julen ind med nyt salmehæfte

Med salmehæftet ”Glade jul, dejlige jul” har man en perlerække af julens salmer og sange lige ved hånden. For ingen højtid giver flere gode anledninger til at synge sammen end den kommende advents- og juletid. Julen synges ind i institutioner, på arbejdspladser, i familier, i kirkerne og sognegårdene – og overalt er julens salmer i stand til at samle os på tværs af forskelle i alder, baggrund og erfaring.

”Glade jul, dejlige jul” indeholder 26 salmer og sange, både alle de kendte julesalmer og et udvalg af engelske julesange, som er blev populære indslag i den ellers så traditionsbevidste danske julefejring. Julen fejrer vi nemlig ikke kun med familien, men med folk fra alle dele af verden. Midt i julens fortælling står en lukket dør. Der var ikke plads til dem i herberget, som Juleevangeliet fortæller. Josef og Maria fandt heldigvis en plads i stalden – og når vi synger julens salmer og sange, åbnes dørene til vore hjerter. Midt i julens hektiske travlhed kan salmerne og sangene mere end noget andet åbne for den glæde, ro og forventning, som julen bringer.

”Kom, Jesus, vær vor hyttegæst/ hold selv i os din julefest.”

Glædelig jul!