Syrisk frokost i Flensborg

Hver dag står mange flygtninge af toget på banegården i Flensborg. I efteråret mødte Louise Dandanell Ørsteds veninde to af disse familier til et Refugees Welcome-arrangement. Det kom der en dansk-syrisk frokost ud af

Abdulkader viser de nystegte falafler frem. -
Abdulkader viser de nystegte falafler frem. - . Foto: Louise Dandanell Ørsted.

Det er lørdag formiddag, og min familie og jeg sidder og venter i Gertruds rummelige køkken. Hendes dreng på syv år har lukket os ind og er hurtigt forduftet ind på sit værelse igen. Vi er her, fordi vi skal spise frokost med vores nye syriske bekendte, og menuen står på falafler og danske lagkager. Vi hører lyde ved hoveddøren, og går ud for at se hvem det er. Det er Gertrud, der har hentet Samira og Khadija, børnene og kikærterne. Mændene skal købe tobak til vandpiben, så de spadsere.

Vi har også vores gadekryds, Coco, med. Hun er selskabeligt anlagt, så hun er med os ude ved døren for at se, hvad der sker. Børnene er tydeligvis ikke begejstrede for hunde, så vi lukker hende ind i soveværelset. Men Coco er snu. Hun tager spurten gennem huset og står i køkkendøren, da Gertrud kommer med en kæmpe plastickasse, fyldt med udblødte kikærter, som vi skal bruge til falafler. Gertrud snubler over Coco, og der flyver fem kilo kikærter ud over køkkenet. Der opstår en noget hektisk stemning, og vi er vel en 8-10 mennesker, der ligger nede på gulvet, med rumpen i vejet og samler de små ærter op.

Midt i tumulten dukker Abdulkader, Ahmad og Mohamad op med vandpiben. Vi vasker og tørrer kikærterne og får dem kørt igennem kødhakkeren et par gange med løg, hvidløg og persille. Vi hjælpes ad med at tilberede falafler og salat og får at vide, at det er det, de spiser til morgenmad og frokost.

Vi taler en blanding af engelsk-tysk-syrisk-dansk med venlig hjælp fra google, der jævnligt oversætter de ord, som Abdulkader, der er den eneste af de otte syrere, der taler engelsk, ikke lige kan komme på.

Midt i sammenlægning af lagkager ser vi billeder på mobilerne af smadrede huse fra Damaskus og Aleppo. Vi ser rækker af børn, der er skudt, og billeder af Ahmad og Mohamads familie, der er flygtet til Saudi-Arabien og Tyrkiet. Abdulkader fortæller, at der ikke er noget mad i Damaskus, og at folk dør af sult i gaderne. Jeg sidder stille med tårer i øjnene og ved ikke, hvad jeg skal sige.

”Er der flere falafler?”, spørger min søn stakåndet. Han har spillet håndboldkamp, hvor de bankede modstanderen ud af banen, og nu er han hundesulten.

”Ja, Adam, der er flere falafler,” svarer vi i munden på hinanden. Vi varmer olien op og steger falafler igen. Mændene går ud for at tænde vandpiben, og vi andre følger efter den sødlige duft af æbler.