Syv sjove sandheder om gækkebrevet

Særligt for den danske påske er gækkebrevene. En tradition, som i dag praktiseres af børn og barnlige sjæle i dagene op til påske. Bliv klogere på gækkebrevenes historie her

Gæk, gæk, gæk, mit navn det står med blæk... –
Gæk, gæk, gæk, mit navn det står med blæk... –. Foto: Nima Stock.

Særligt for den danske påske er gækkebrevene. En tradition, som i dag praktiseres af børn og barnlige sjæle i dagene op til påske. Som navnet antyder, går det ud på at drive gæk – altså lave sjov – med modtageren af brevet i håb om at få et påskeæg til gengæld. Bliv lidt klogere på gækkebrevenes historie her:

Gækkebrevet minder om de tyske bindebreve, som man også skrev i Danmark i 1600-1700-tallet, fortæller afdelingschef hos Dansk Folkemindesamling og cand.mag. i dansk og folkloristik, Else Marie Kofod.

”Man sendte bindebreve på folks navnedage. Ligesom gækkebreve var bindebrevet fint dekoreret og indeholdt en gåde, som man skulle løse, eller knuder på en snor, som man skulle løsne. Hvis det ikke lykkedes, skulle man holde et gilde eller på anden måde belønne afsenderen,” siger hun.

Oprindeligt var gækkebreve blot en forårsleg, som intet havde med påske at gøre. Ligesom mange andre hedenske traditioner og skikke blev gækkebreve med tiden knyttet til en kristen højtid, nemlig påske. Det skete i anden halvdel af 1800-tallet.

Frem til slutningen af 1800-tallet underskrev man brevene med navn, og modtageren kunne altså ikke slippe for sin straf ved at gætte afsenderen. Så snart man modtog brevet med den lille vintergæk i, var løbet kørt. Men navnet blev erstattet med prikker og hele legen med at gætte afsender. I den forbindelse begyndte den danske visedigter Julius Strandberg at lave og sælge både gække- og svarvers. Hvis man gættede, hvem der stod bag gækkebrevet, kunne man købe et færdiglavet vers og sende retur. Dermed slap man for at skulle give noget tilbage til afsenderen.

Vintergækken, som jo er en vigtig del af gækkebrevene, har ikke altid heddet vintergæk. I 1800-tallet diskuterede man, om blomsten skulle hedder vinter- eller sommergæk. Som bekendt endte forårsbebuderen med at hedde vintergæk. Det til trods for, at H.C. Andersen i 1860’erne skrev eventyret ”Sommergækken” for at fastslå, at det burde være blomstens navn.

Oprindeligt blev både binde- og gækkebreve brugt af unge mennesker. I nogle tilfælde havde gækkebrevene endda en romantisk funktion, og man kunne sende dem til en, man var forelsket i, og håbe på et kys til gengæld. Med tiden er det dog blevet en tradition, vi forbinder mere med børn.

Foråret har altid været en tid, hvor man gækkede hinanden. Vi kender det fra aprilsnar, og vintergækken i sig selv er også et eksempel på forårsdrillerierne.

”Vintergækken kommer som regel op som årets første blomst og bebuder forår, men der kan jo sagtens komme sne igen bagefter. Så vintergækken gækker os til at tro, at sommeren er på vej,” siger Else Marie Kofod.

I takt med, at gækkebrevene blev en tradition med børnene for øje, er det meget almindeligt at lade som om, man ikke kan gætte, hvem brevet er fra. Så kan man nemlig forære et påskeæg til dem, man holder af. Ligesom nogle snyder med mandlen og på forhånd lægger den i børnenes risalamande til jul.