Mit livs øjeblik: Da Søs Fenger fandt vej ud af ensomheden

Sangeren Søs Fenger havde vendt sig selv og verden ryggen, da et andet menneske lærte hende at acceptere sig selv

Hvis man konstant føler, at man modarbejder sig selv og ender med at føle sig alene indeni, kan man hverken tage imod kærlighed eller give af sig selv, siger sangeren Søs Fenger.
Hvis man konstant føler, at man modarbejder sig selv og ender med at føle sig alene indeni, kan man hverken tage imod kærlighed eller give af sig selv, siger sangeren Søs Fenger. . Foto: Pelle Rink.

Det er cirka fire år siden, at jeg nåede til et punkt, hvor jeg følte, der ikke var nogen vej tilbage.

Jeg følte det, som om jeg konstant modarbejdede mig selv i en indre kamp, som gjorde, at jeg hele tiden følte mig forkert. I nogle situationer, typisk når jeg arbejdede, kunne jeg træde ind i et rum med overskud og ro som en almindelig 48-årig. Men jeg kunne også blive helt barnlig og reagere hidsigt, især sammen med mine ældre søskende, hvor jeg følte mig fanget i min gamle rolle som den lille Søs. Og min indre teenager ville bare i byen, ryge og drikke til langt ud på natten og tage mærkelige, umodne beslutninger.

Denne artikel er udgivet i selskab med 49 andre i bogen "Mit livs øjeblik."

Jeg havde ikke lyst til at være sådan. Jeg ville allerhelst føle mig voksen, men jeg blev ved med at gentage mine mønstre og overhøre min indre stemme, indtil jeg vendte mig selv ryggen. Der er ikke noget mere ensomt sted end der, hvor man har mistet sig selv.

Så en dag opsøgte jeg en mand, jeg havde fået anbefalet gennem venner. Mit forhold var lige gået i stykker, og jeg havde været utrøstelig, indtil det gik op for mig, at det ikke kunne være forholdet, jeg græd over, for vi var helt forkerte for hinanden. Det var mig selv, tårerne flød for, og jeg besluttede at gøre noget.

Læs interview med journalisterne bag bogen "Mit livs øjeblik" her.  
 
Det var ikke den første psykolog, jeg havde besøgt. De andre havde ikke virket. Hver gang det blev for alvorligt, havde jeg fundet en måde at lette stemningen lidt på, og vi kom aldrig nogen vegne, men denne mand brugte noget, der hed gestaltterapi, og det fik mig foldet ud af alle de omslag, jeg havde lagt på mig selv, hver gang jeg havde mødt modstand. Der var blevet så langt ind til mit virkelige jeg, at jeg havde mistet kontakten, men han hjalp mig med at genfinde den.

En dag satte han nogle taburetter frem.

Skal vi ikke sætte den lille Søs over på den der skammel, sagde han, og jeg tænkte: Åh nej, ikke noget rollespil til mig, tak.

Men gennem mange samtaler fandt vi frem til, at der levede tre versioner af Søs inden i mig: Den lille Søs, teenager-Søs og voksen-Søs. Og en helt særlig dag fik jeg kontakt til den voksne version.

Vil du ikke som den voksne Søs sige til den lille Søs og teenage-Søs, at nu må de gerne holde en pause, sagde terapeuten til mig, og jeg fandt en styrke inden i mig, som jeg troede, jeg skulle hente i mine omgivelser, fra min familie og kærester. Den person, jeg havde et behov for at læne mig op ad, når jeg følte mig svag, indeholdt jeg selv, og det var en fantastisk erkendelse at komme til.

I den proces fik terapeuten mig til at huske på de situationer, hvor jeg faktisk havde opført mig voksent. Som da jeg fandt frem til nogle gode løsninger i forhold til mit barn, selvom jeg var alenemor, og det nogle gange var hårdt. Og at jeg altid går meget professionelt til min musik, er fokuseret og forbereder mig godt. Jeg var ikke kun barnlig eller teenageagtig, jeg var også det voksne menneske, jeg gerne ville være arbejdsfordelingen var bare lidt skæv.

Jeg tror egentlig, at det, han lærte mig, var selvaccept. At jeg skulle give mig selv lov til at komme i kontakt med alle mine sider uden at være fordømmende. For det var jo fint nok, at teenageren i mig stadig teede sig lidt, bare hun ikke larmede hele tiden.

Og jeg havde brug for min barnlige umiddelbarhed, især når jeg skabte nye sange.

Samtalerne ændrede mit liv. Det hjalp mig at finde frem til, hvem jeg egentlig er, og det gjorde det nemmere at prioritere mellem versionerne af mig og tage konsekvenserne. For jeg er ikke færdig med at begå fejl, bestemt ikke, jeg lærer jo meget af dem. Men jeg er glad for, at jeg er blevet i stand til at have en spærregrænse. At jeg kan sige: I dag vil det være en god idé at tage cyklen ud i det gode vejr og få renset hovedet i stedet for at se fjernsyn og spise chips.

Min nye selvindsigt har samtidig gjort det muligt at håndtere min angst for et liv i ensomhed. For hvis man går rundt og føler sig alene indeni, er det svært at forbinde sig med andre mennesker på et dybere plan. Og så kan man hverken tage imod kærlighed eller give af sig selv.