Tålmod er russerens vigtigste egenskab

En russisk kunstner måtte vente længe på dansk besøg, men han lod ikke sin russiske tålmodighed knægte

En gade i Toropets, hvor Thomas Petersen mødte den russiske tålmodighed.
En gade i Toropets, hvor Thomas Petersen mødte den russiske tålmodighed. Foto: Wikimedia Commons.

Det var i maj 1991. Min kone og jeg var af bystyret i Toropets - en af Ruslands tusindvis af helt almindelige småbyer - inviteret til at bo i byen en halv snes dage. Toropets har den historiske kvalifikation, at den i middelalderen har huset nordiske vikinger.

Det var dengang, det mes-te af Nordeuropa indgik som integrerede dele af datidens fællesmarked. Navne som Hedeby, Visby, Birka, Novgorod og Kiev angiver pejlemærker på denne handelsvej, der via russiske floder stod for store dele af vareudvekslingen mellem Nordeuropa og kejserstaden Konstantinopel. Også Toropets var et led i dette system. Byen er nævnt første gang under årstallet 1074 i den ældste krønike på russisk, kaldet Nestors krønike.

Vi havde bedt om at møde forskellige af byens virksomheder, institutioner og enkeltpersoner. Blandt sidstnævnte også en kunstner. Han modtog os i stiveste puds - mørk habit, hvid skjorte og slips. På grund af en kommunikationsbrist kom vi for sent. Hele dagen havde han derfor siddet og ventet tålmodigt, rede til at tage imod disse udenlandske gæster. Det er ikke for ingenting, at man kalder tålmod for russerens vigtigste egenskab. Den har han i høj grad haft brug for gennem hele sin omskiftelige og blodige historie. Nu er tålmod næppe en genetisk bestemt egenskab, den er udviklet af geografien, af historien og gennem de veksler, magthaverne til stadighed har trukket på ganske almindelige mennesker. Tålmodigheden bliver derfor både konsekvens og årsag i forhold til historien. Konsekvens af historiens mishandling af individet, årsag til samme individs træghed, manglende engagement og passivitet.

Vores vært havde stillet en del af sine værker frem overalt, hvor der var plads. Men først skulle vi have te og noget sødt. Derefter bar han resten af sine værker frem for os - et ad gangen.

Maleriernes indhold og stil ville have fået en lager-forvalter Peter Rindal fra Kolding til at nikke anerkendende og godkendende. Men de har givet også været i overensstemmelse med Toropets-folkets smag og interesser.

Den såkaldt gode kunst, sådan kaldet af de til enhver tid værende smagsdommere, har aldrig, heller ikke hos os, haft den brede offentligheds interesse. Men der er ingen tvivl om, at myndigheder og befolkning i Toropets var helt enige om, at deres foretrukne kunstner var noget ganske særligt, som de gerne og med stolthed ville vise frem for byens gæster.