Prøv avisen

Tabet af fælles sorgritualer gør julen sværere for sørgende

Rebekka Høy Biegel mistede sin lille søn i 2007. Siden har hun haft svært ved at finde fysiske symboler, hun kunne bruge til at mindes ham. Og til at andre kunne dele hendes sorg. Derfor har hun skabt sin egen butik på nettet, som sælger blandt andet træhjerter og kugler med inskription til juletræet. Foto: Jesper Balleby

Julen er særlig svær for mange sørgende. For vi har glemt tidligere tiders fælles ritualer omkring døden, og derfor føler efterladte sig ofte alene med deres inderste følelser, siger fagfolk. Det har skabt et nyt marked for mindesymboler

Hvordan kommer man igennem julen - hjerternes fest - når ens hjerte er knust?

Det spørgsmål har mange stillet sig selv gennem tiderne, og denne jul er ingen undtagelse. En af dem er Rebekka Høy Biegel, der i 2007 mistede sin lille søn. Siden da har hun arbejdet som frivillig med forældre, der har mistet børn og har derigennem oplevet et behov hos mange for at kunne sætte et fysisk udtryk på sorgen, så det blev nemmere at dele smerten med andre.

Men det har været svært at finde. Der var ikke rigtig nogen ritualer, forældrene kunne støtte sig op ad, eller fysiske symboler, de kunne købe og eksempelvis hænge på juletræet.

”Det er fortielsen og stilheden, der er det værste,” fortæller hun.

”At ingen tør nævne, at det skulle have været så anderledes. Vi har selv en smuk lysestage, som vi altid har på julebordet, og så ved jeg, at min søn bliver mindet, uden at vi behøver at sætte så mange ord på. Jeg har mødt mange forældre, der har mistet børn, der har brugt rigtig mange kræfter på at finde fysiske symboler, der kunne være med til at give plads til sorgen - særligt i julen. Men det lader til, at vi helt har glemt den sorgtradition,” siger hun.

Det bekræfter psykolog og sorgforsker på Aarhus Universitet Mai-Britt Guldin. I disse dage har hun særlig mange sørgende, som kæmper med følelsesmæssig ensomhed, i sin psykologpraksis. De mangler nogen at tale med, som forstår deres inderste følelser, fordi traditionen for at dele sin sorg åbent med andre er så godt som forsvundet.

Tidligere var det normalt at finde sammen i lokalsamfundet for at bære sorgen i fællesskabet. Det kunne være gennem kirken, hvor menigheden støttede op, eller det var naboer, som blev en del af sorgprocessen.

Men i takt med vandringen fra land til by og en generelt øget mobilitet er vi ikke bundet op på lokalsamfundet på samme måde længere. Ofte kender vi knap nok naboen og lever i højere grad vores sociale liv gennem fjerne venner frem for de bekendtskaber, der er tæt på.

Den udvikling er måske naturlig nok, men forskningen tyder på, at det har gjort os mere ensomme i sorgen. Og det er blevet sværere at gøre sorgen til en naturlig del af ens daglige liv, fordi de, der kender den sørgende bedst, ofte ikke er en del af det liv.

Behovet for at søge fællesskab i sorgen er dog ikke forsvundet, men nu finder vi det i stigende grad via internettet, hvor mange mindesider og sorggrupper er opstået. De fysiske symboler på sorgen er dog stadig ikke blevet en almen del af sorgprocessen.

Det forsøger Rebekka Høy Biegel at rode bod på med en webshop, MindMyAngel.com, hvor hun sælger træhjerter på en pind, julekugler med indgraverede navne, lys og meget andet, som kan hjælpe med at holde liv i mindet.

”Bare det at give tre hjerter til at hænge på juletræet hos en mor, der kun har to børn tilbage, kan være en enormt smuk handling, som uden alle de svære ord kan vise respekt for alle de tre børn, som jo stadig lever i hjertet,” forklarer hun.

Og det virker, viser forskningen. Tidligere antog man, at det at sige ordentligt farvel og løsne tilknytningen til den afdøde var den bedste måde at komme videre på. For ved at skære båndene til fortiden over, var man mere fri til at skabe nye bånd til de levende. Men forskningen peger i modsat retning: At fastholde båndet kan lindre sorgen.

”Man skal ikke glemme den døde. Det kan man jo heller ikke. Man skal lære at leve med afsavnet, og det gør de fleste bedst ved at fastholde minderne frem for at sige farvel. Og i den forbindelse er ritualer og fysiske symboler meget nyttige - så længe man ikke overskrider det punkt, hvor symbolerne fastholder en i smerten i stedet for at lindre den,” siger Mai-Britt Guldin.

Træhjerter på en pind, julekugler med indgraverede navne, lys og meget andet, kan hjælpe med at holde liv i minder. Foto: Jesper Balleby