Familiemiddage ender ofte i skænderier. Selv hos de bedste familier. Da Jesus spiste sit sidste måltid med disciplene, skændtes disciplene om, hvem der var størst iblandt dem, og Judas sad med lammekød mellem tænderne og lagde planer om at forråde sin Herre og Mester.
Jeg kender min store familie så godt, at jeg ved, at der er emner, jeg ikke skal bringe på banen under en middag. ”Israel” udløser for eksempel et ramaskrig, og jeg får ikke en bid ned af madden, fordi jeg dirrende af ophidselse og med sovs i mundvigene skal forsvare Mellemøstens eneste ordentlige demokrati. Man skal heller ikke tale om Mette Frederiksens mink. Jeg fatter ikke, at kvinderne i min familie ikke ønsker sig en sexet minkfrakke. Det ville i det mindste give dem lidt hår på brystet. Flygtningepolitik, #metoo og islam skal også undgås. Det, der er tilbage at tale om, er knæimplantationer, børnebørn, hjerteproblemer, søvnløshed og benzinpriser. Så hvad skal man gøre, når stærke emner som politik og sex og religion ikke kan bringes på banen?