Familiemiddage ender ofte i skænderier. Selv hos de bedste familier. Da Jesus spiste sit sidste måltid med disciplene, skændtes disciplene om, hvem der var størst iblandt dem, og Judas sad med lammekød mellem tænderne og lagde planer om at forråde sin Herre og Mester.
Jeg kender min store familie så godt, at jeg ved, at der er emner, jeg ikke skal bringe på banen under en middag. ”Israel” udløser for eksempel et ramaskrig, og jeg får ikke en bid ned af madden, fordi jeg dirrende af ophidselse og med sovs i mundvigene skal forsvare Mellemøstens eneste ordentlige demokrati. Man skal heller ikke tale om Mette Frederiksens mink. Jeg fatter ikke, at kvinderne i min familie ikke ønsker sig en sexet minkfrakke. Det ville i det mindste give dem lidt hår på brystet. Flygtningepolitik, #metoo og islam skal også undgås. Det, der er tilbage at tale om, er knæimplantationer, børnebørn, hjerteproblemer, søvnløshed og benzinpriser. Så hvad skal man gøre, når stærke emner som politik og sex og religion ikke kan bringes på banen?
Jeg serverer noget, der er stærkt som politik, sex og religion, og som har med familie-relationer at gøre. Nemlig Gamle Oles far, som er en ekstra ekstra lagret ost. Hvis man tilrettelægger ostemadden med godt rugbrød, ande- eller svinefedt, sky, løgringe og røde ribs og hælder den over med rom, sker der et eller andet med familien. De bliver blide, indtil jeg for sjov siger: ”Det er en rom fra Israel.”
Man kan også gøre noget andet. Man kan lave en stærk dessert med masser af sprut i. Det vækker en vis skepsis, at jeg har blandet friske bær med så meget alkohol. De fleste i familien er altid i gang med en eller anden form for sundhedskur. Men alle falder til ro, når jeg oplyser dem om, at det er en opskrift fra oldemors tid, (selvom oldemor formodentlig aldrig havde hørt om likøren Cointreau som ingrediens) og at bær og citronskræl er økologiske, samt at desserten skulle være godt for hjerteklapperne. Velbekomme!