Tag med på Vinterhøjskole i Vestjylland

Tag med Kristeligt Dagblad og SeniorHøjskolen på et spændende og varieret læserophold den 9. til den 22. februar 2022

Tag med på Vinterhøjskole i Vestjylland

Vestjylland er Bakkers og Bølgers Land, fortæller Thøger Larsen i sin digtsamling fra 1912. I digtet ”De fire Aarstider” beskriver han Vestjylland og Limfjordens nære landskaber så levende, at man både kan se, mærke og høre naturen. På SeniorHøjskolen i Nørre Nissum befinder man sig midt i det hele, og Klosterheden, Gjellerodde og Nissum Bredning er eksempler på en vindblæst, men vindende natur.

Kristeligt Dagblad og SeniorHøjskolen byder indenfor til et læserophold med klassisk højskolestemning, spændende foredrag, fællessang og fællesskab. Desuden oplever deltagerne en gospelkoncert og ikke mindst ekskursioner ud i den vestjyske kultur og natur.

Deltagerne kan på læseropholdet ”Spurven sidder stum bag kvist” vælge fra en bred vifte af fag, hvor skolens lærere byder på valgfag inden for musik, kultur, litteratur, historie, natur og kunst.

Deltagerne kan blandt andet fordybe sig i ”Højdepunkter i Danmarkshistorien”, ”Rusland for begyndere” og ”Film til diskussion”.

I det æstetiske og kreative hjørne spilles der op til ”Højskolesangbogen på nye og gamle måder”, der laves samtalesalon med ”Sysler & samtaler” og i billedkunst arbejdes med ”Tryk med akrylmaling”.

Vil man ud i landskabet, kan man vælge at komme med på naturvandringer på fire-fem kilometer sammen med skolens naturvejleder.

Læseropholdet byder på hjemlighed og samvær, der kombineres med læring, refleksion, fællessang, fag og samtaler om både de små og store emner. Grundtvig kaldte det for ”den levende vekselvirkning”, der opstår når mennesker mødes – og lærer af hinanden og med hinanden. Deltagerne oplever, at de er ”ladet op” og får ny energi og inspiration til tilværelsen.