Tag med til adventsfejring i grænselandet og Sønderborg

Tag med Kristeligt Dagblad og Sønderjyllands Seniorhøjskole på adventsophold den 8. til den 11. december 2022

Adventstiden markerer for mange en stille ventetid frem mod jul. Den fejres med adventskursus i Sønderjylland. 
Adventstiden markerer for mange en stille ventetid frem mod jul. Den fejres med adventskursus i Sønderjylland. . Foto: Johner Images/Johner/Ritzau Scanpix.

Adventstiden er det kirkelige nytår og for mange noget særligt. Når adventstiden begynder, markeres en stille ventetid frem mod jul. Sønderjyllands Seniorhøjskole og Kristeligt Dagblad inviterer til et adventskursus med fokus på en række kulturelle og lokale oplevelser i Sønderjylland. 

Torsdag indkvarteres deltagerne på Hotel 6400, hvor der er velkomst ved forstander Annemarie Morris. Efter frokost går turen mod Sønderborg Slot, hvor deltagerne får rundvisning i samlingerne, der dækker 800 års historie. Herefter besøges Alsion, hvor der er julegalla-koncert med Sønderjyllands Symfoniorkester og konservatoriets pigekor fra Esbjerg.

Fredag går turen til Sønderjyllands Seniorhøjskole i Gram. Her vil Annemarie Morris holde foredrag om forventningens glæde og om jul i alverdens lande. Komponist og organist Lasse Meyer Sørensen inviterer efterfølgende til sangtime med adventstidens sange. Senere holder højskolelærer Jimmi Ekløv foredrag om juleevangeliet.

Lørdag går turen til julemarked i Tønder. Her bliver der tid til at nyde et par timer, inden der køres til Øster Højst Kro, hvor der serveres julefrokost. Efter frokost går det mod Sønderborg og Sønderborghus og den musikalske julekomedie ”Jul i den gamle købmandsbutik” af Figaros.

Søndag er der gudstjeneste i Christianskirken i Sønderborg, som også kaldes ”den lille Grundtvigskirke” på grund af sin arkitektoniske lighed med den ikoniske kirke i København. Efter gudstjenesten kører vi til havnepromenaden i Sønderborg, hvor der spises frokost som afslutning på adventskurset.