Tag på aktiv læserrejse med naturvandringer på Gotland

Tag med Kristeligt Dagblad og Mols Rejser til den svenske ø Gotland den 9. til den 15. august 2022

Tag på aktiv læserrejse med naturvandringer på Gotland
Foto: Mols Rejser.

Velkommen til en aktiv læserrejse med smukke vandreture gennem varieret natur med fossiler, rauker og historiske levn fra øens storhedstid i middelalderen. På denne læserrejse opsøger deltagerne øens unikke natur i kombination med historiske indblik i danskertiden og lokale kulturoplevelser.

Gotland er på størrelse med Fyn, men kun få steder i verden findes en så koncentreret rigdom af historiske minder, spændende kulturmiljøer og flot natur. Fra nord til syd varierer landskabet fra gold stenørken til milde bugtende agre og åbne vidder. Fra øst til vest forandres flade sandstrande til smukke klippekyster. Deltagerne kommer til at opleve engdrag med blomsterflor og fritstående meterhøje kalkformationer også kendt som rauker.

De daglige vandringer går gennem forholdsvist fladt terræn – Gotland har ingen bjerge, kun bakket terræn meget lig Danmark. Der vandres på både stier samt ad mindre veje. Ved kysterne vandres på sand og sten. Bussen kører hver dag gruppen til nye områder af Gotland, så deltagerne oplever hele øens geografi. Der vil gøres stop ved historiske mindesmærker og små lokale steder. I løbet af ugen vil deltagerne blandt andet besøge Asger Jorns grav og en lokal gård med gotlandske pelsfår. En dag køres op til den lille ø nord for Gotland – øen Fårø. Her er Gotlands mest golde, nøgne og barske natur med de ejendommelige rauker formet af vind og vejr.

Der bruges en hel dag til oplevelser i Visby, der af Unesco er kåret til Nordens bedst bevarede middelalderby med fuldstændig intakt bymur, brolagte gader og en historisk bykerne, der vidner om mere end 300 år på danske hænder. Dagen vil byde på en vandring gennem byen og ved bymuren samt rundvisning med lokalguide på Nationalmuseet Gotlands Fornsal med blandt andet de fantastiske sølvfund fra vikingetiden.

For at tilgodese alle på rejsen tilbydes vandringer i 2 grupper: Gruppe 1 går ca 8-12 km om dagen, mens gruppe 2 går 10-18 km om dagen. Det er muligt at skifte mellem grupperne alt efter dagsformen. To af dagene tilbydes både en cykel- og vandretur.

Deltagerne bor godt på Gotlands Folkhögskola i Hemse samt på hotel i Visby. De to danske rejse- og vandreledere følger gruppen hele vejen fra Danmark.