Tag på højskoleophold med fokus på eksistens i tænkning og litteratur

Kristeligt Dagblad og Rønshoved Højskole inviterer til læseropholdet ”Dannelsens forbindelser” med fokus på filosofi, kunst, litteratur, musik og naturvidenskab den 2. til den 8. november 2020

I år er det 100 år siden, Sønderjylland blev genforenet med Danmark. På dette kursus er Genforeningen også i fokus med foredrag om begivenheden og grænselandet. På billedet ses Dybbøl Mølle. Opholdet handler desuden om dannelsens forbindelser i eksistens og i tænkning og litteratur. – Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix.
I år er det 100 år siden, Sønderjylland blev genforenet med Danmark. På dette kursus er Genforeningen også i fokus med foredrag om begivenheden og grænselandet. På billedet ses Dybbøl Mølle. Opholdet handler desuden om dannelsens forbindelser i eksistens og i tænkning og litteratur. – Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix.

At se sig selv og andre i en større sammenhæng, at knytte overraskende forbindelser, hvor der før ingen var, så verden måske tager sig ud i et nyt lys – det er dét vi forstår ved ”Dannelsens forbindelser” på Rønshoved Højskole.

Tag med til en højskoleuge, hvor eksistens i tænkning og litteratur går hånd i hånd med avantgarde-kunst og supernovaer, hvor Unesco-verdenskulturarv og grænseland træder i forbindelse med Søren Kierkegaard og ledsages af fællessang.

100-året for Genforeningen er i fokus, når forstander Thue Kjærhus holder velkomstforedrag. Tirsdag står i frihedens og frigørelsens tegn, når professor emer. i idéhistorie Hans-Jørgen Schanz udlægger begrebet frihed. Cand.mag i kunsthistorie Jørgen Printz Steinicke taler om ”1800-tallets kvindelige kunstnere – en begyndende kvindefrigørelse”.

Aftenen byder på nordisk litteratur, når fortæller Erik Jacob Petersen indfører tilhørerne i Stig Sæterbakkens værk ”Gennem natten – om lykke og lidelse”. Der stilles skarpt på 1800-tallets avantgarde-kunst i Tyskland og Danmark, når museumsinspektør ved Kunstmuseet Tønder Søs Bech Ladefoged holder foredraget ”For avantgarde til Danmark?”. Vi bevæger os ud i verdensaltet, når astrofysiker Tina Ibsen fra Niels Bohr Instituttet fortæller om ”Menneskets kosmiske historie fortalt gennem Big Bang, stjernetåger, supernovaer, stjerner og planeter”. Aftenen rundes af på højskolemaner med fællessang.

Om torsdagen er fokus på Brødremenigheden og deres by Christiansfeld. Søren Kierkegaard-forsker Anders Kingo vil blandt andet fortælle om Søren Kierkegaards nære forhold til brødremenigheden. Der vil også være udflugt til Christiansfeld.

Journalist, tysklandskender og tidligere chefredaktør på Der Nordschleswiger Siegfried Matlok holder foredraget ”Har vi måske sejret os ihjel?” – et foredrag om dansk og tysk i grænselandet i dette jubilæumsår for Genforeningen.

Dirigent og musikalsk leder Jonas Hunt belyser det historiske bånd mellem dannelse og musik og spørger, hvor musikken er blevet af i dannelsesprocessen i nutiden? Om aftenen er der lagt op til debat af udvalgte problemstillinger, som har været berørt i ugens løb.

Lørdag vil Thue Kjærhus holde foredrag om Hannah Arendts værker ”Vita Activa” og ”Åndens liv” – et foredrag, hvor idehistorie og samfundsteori flettes sammen med filosofi, kristendom og jødedom.

Det grundtvigske dannelsesprojekt møder naturvidenskaben, når forfatter, dr.theol. Bent Christensen fortæller om Grundtvigs ideal om at bringe videnskab og livsoplysning i samtale.

Efter en festmiddag med efterfølgende sang vil vi søndag formiddag hilse af.

Andreas Pilekjær er højskolelærer. Nina Kjærhus er viceforstander.