Hvis sandheden er det første offer i en krig, tyder noget på, at håndtrykket er det første offer i en pandemi.
Da først coronavirussen spredte sig i begyndelsen af 2020, skulle der i hvert fald ikke gå lang tid, før den gamle hilseform var blevet fortrængt til fordel for nye og mindre smitsomme måder at hilse på. Det gjaldt blandt andet den såkaldte albuehilsen, der blev så udbredt, at Dansk Sprognævn endda føjede den til listen over nye ord i det danske sprog.
Men nu, hvor alle coronarestriktioner er blevet ophævet, og hverdagen igen ligner mere og mere sig selv, er spørgsmålet: Er håndtrykket virkelig fortid? Eller er rygterne om dets død stærkt overdrevne?
”Det er vendt tilbage og gudskelov for det,” lyder dommen fra Inge Correll.
Bagsiden har ringet til den garvede takt og tone-ekspert for at høre, hvordan vi i kølvandet på pandemien hilser høfligt på hinanden – uden at komme galt af sted og overtræde andres grænser. For mens nogle gerne giver hånd til højre og venstre, ønsker andre fortsat at passe på udveksling af potentiel smitte.
Inge Correll er selv begyndt at give hånd igen, og selvom man så vidt muligt bør holde fast i sin måde at hilse på, skal man respektere, at andre endnu ikke bryder sig om at give hånd. Det kan imidlertid være svært at afkode, hvad folk foretrækker i en overgangstid som den, vi netop befinder os i.
Eksempelvis var nærværende skribent for nylig til et bryllup og tog ved ankomsten til kirken en runde og trykkede brudeparrets omtrent 30 familiemedlemmer og venner i hånden. Var det i grunden høfligt eller uhøfligt?
”Det synes jeg var meget høfligt. Folk må selv melde fra og sige: ’Ved du hvad? Jeg giver ikke hånd endnu’. Jeg synes, at ansvaret ligger hos dem, men det kommer selvfølgelig også an på, hvem modtageren er. Hvis det er en tilbageholdende person, som ikke tør at melde ud, må man spille lidt efter gehør og se, hvad vedkommende er til.”
I de perioder, hvor smittetallene var høje, undlod Inge Correll da også at række hånden frem, når der skulle hilses. I stedet lagde hun hånden på venstre side af brystet og sagde til folk, at hun ”hilste med hjertet”. Selvom det bragte smil frem hos folk, kalder hun det en nødløsning, og ifølge takt og tone-eksperten vil håndtrykket igen sejre.
”Det tror jeg slet ikke, at der er tvivl om. Håndtrykket er nummer ét. Og så har vi hånden på hjertet som nummer to,” siger Inge Correll, der dog glæder sig over, at coronakrisen har sendt krammeriet på retræte:
”Man skal kun give knus og kram til dem, man kender, de nærmeste, men ikke til Gud og hvermand. Man kan også komme for tæt på. Det er lidt min kæphest.”
De fleste har formentligt oplevet, hvordan håndtrykket og krammets fravær det seneste halvandet år har ført til en form for anarkistisk tilstand. Ingen har været sikre på, om det var hånden, albuen eller endda foden, der skulle stikkes frem i mødet med andre. Al forvirringen understreger meget godt vigtigheden af etikette, mener Inge Correll:
”Regler skal ikke laves for reglernes skyld. Men regler gør mange ting meget nemmere. Så ved man, hvordan man gebærder sig i en given situation, og man undgår at stå og fumle og fjolle og ikke rigtig vide, hvad man skal stille op.”