Oksetatar er vildt, råt, sexet og provokende. Det er ikke hvem som helst, man kan invitere på tatar. Veganere vil forlade måltidet omgående. Det samme vil mange grækere. De kan bedst lide deres mad fuldstændigt gennemstegt. Men til al held har jeg tre sønner, der har tand for tatar.
Der er noget vidunderligt maskulint over at sidde med sine drenge og spise råt kød og skåle i skummende IPA-øl. Når de kommer hjem til middag, tænker jeg ved mig selv: ”Tatarerne kommer!”. Tilsyneladende er der ikke nogen sammenhæng mellem et asiatisk nomadefolk og en ret med oksetatar. Og dog.
Det fortælles om tatarerne, at de spiste råt oksekød, som de mørnede ved at lægge det under deres saddel, når de var ude at ride. Oksetataren kan tilberedes på mange måder. Enten kan man få slagteren til at skrabe en portion tatar fra okseinderlårets fine og magre kød. Eller også kan slagteren hakke okseinderlåret to-tre gange. Mange synes, at man skal røre tataren med diverse ingredienser, inden den serveres. Det er til at leve med. Men jeg foretrækker at anrette det skrabede eller hakkede oksekød på en tallerken og herefter pynte det med syltede rødløg, peberrod, kapers, estragonblade og en rå æggeblomme.
Når mine drenge kommer hjem til middag, tænker jeg også: ”Islændingene kommer!”. De elsker is. Tilsyneladende er der ikke en sammenhæng mellem Island og is. På den anden side hedder Island noget med is på grund af, at der var is, da man så øen første gang.
Med en ismaskine, en pakke chokolade, sukker, fløde, æg og en anelse marcipan kan jeg lynhurtigt tilberede en parfait til sønnerne. Og en brown ale til isen vil alle raske drenge synes godt om.