Prøv avisen

Teori: Stonehenge blev bygget som en kode for at huske

Hvorfor placerede datidens mennesker et gigantisk stenmonument på en mark i Sydengland? Stonehenge har gennem tiden pirret nysgerrige sjæle. Foto: Chris Steele Perkins/AP/Magnum/Polfoto

De mystiske store sten i Sydengland blev sat op for at huske viden om planter og navigation, fremgår det af ny bog

Stonehenge har igennem tiden pirret nysgerrige sjæle, og mange har forsøgt at løse dets mysterium: Hvorfor placerede datidens mennesker et gigantisk stenmonument på en mark i Sydengland?

Teorierne spænder fra rumvæsener til arkæologisk arbejde, der viser, at det 4500 år gamle Stonehenge var en gravplads.

Men en vigtig forklaring er blevet overset, argumenterer den australske forfatter Lynne Kelly i sin populærvidenskabelige bog ”The Memory Code”, der netop er udkommet i Europa.

”Stonehenge var en database af viden for oprindelige folk og blev brugt til at huske vigtig viden om planter, jagt, navigation og senere omkring landbrug,” siger Lynne Kelly om sin teori til Videnskab.dk.

Hun er tilknyttet La Trobe University i Australien som æresforsker og har en ph.d. i filosofi fra samme universitet. Den nye bog er en populær version af hendes ph.d.-afhandling og videnskabelige bog om emnet.

Mens det moderne menneske bøvler med at huske telefonnumre, kan stenaldermennesket have været i stand til at memorere et højt antal af spiselige planter og jagtfif.

Lynne Kelly argumenterer for, at vores forfædre gjorde brug af huske-teknikker til at opnå encyklopædisk viden. For eksempel mener hun, at de opførte historier eller sange ved Stonehenge og brugte indgraverede genstande eller sekvenser af store sten i landskabet med det formål at memorere.

Vi kender også den slags huske-teknikker i dag. Eksempelvis kan man i sejlklubben lære at binde et pælestik ved hjælp af en lille historie om, at slangen (som er tovet) først stikker hovedet op af søen, og så skal den rundt om træet og ned i søen igen.

Det er lignende tricks, som vores forfædre, ifølge Lynne Kelly, gjorde brug af.

Lynne Kellys teori bygger på andres arkæologiske undersøgelser af blandt andet indgraveret keramik, fundet ved Stonehenge, og på antropologiske undersøgelser af huske-teknikker fra oprindelige folk.

Ved at sammenligne viden om blandt andet aboriginals i Australien og indianere både i Nord-og Sydamerika har Lynne Kelly fundet frem til en række indikationer på det, hun kalder for ”memory-spaces” (erindrings-rum).

Claus Clausen, der er ph.d. i astrofysik og har forsket i en kombination af astronomiske observationer og arkæologi, er overordnet set enig i bogens konklusioner.

”Man kan sige, at stenaldermanden var klogere, end mange tror,” siger han.

Han forsvarede sidste år sin ph.d. ved Niels Bohr Institutet om jættestuer og en mulig brug af en månekalender i den yngre stenalder. Jættestuer er gravhøje fra stenalderen, og ligesom det gælder for Stonehenge, er der teorier om, at de ikke kun tjente formål som gravpladser. Det skyldes blandt andet, at de nogle steder er placeret, så man kan se – og dermed nemmere navigere – til endnu en jættestue.

Claus Clausen kombinerer astronomi og stærk interesse for arkæologi, og han kender derfor også mange af de vilde teorier om Stonehenge.

”Den nye bog viser fint, at vi ikke har brug for flyvende tallerkener og andre mystiske forklaringer på Stonehenge. Alt peger på, at Stonehenge og for eksempel jættestuerne er bygget af rationelle grunde, og også at de havde mange forskellige funktioner for stenaldermennesker. Stonehenge var måske både en gravplads og et erindringsrum for vigtig viden,” siger han.