Ti personer vi lærte at kende i 2021

Nyt år, nye bekendtskaber. Kristeligt Dagblad har samlet ti navne fra kulturens, sportens, videnskabens og teologiens verden, som vi kommer til at høre meget mere til i 2022

Thomas Reinholdt Rasmussen blev valgt til biskop i Aalborg stift, Mikkel Damsgaard imponerede til årets fodbold-EM og multikunstneren Emma Sehested Høeg leverede et rost værtsskab ved Bodil-uddelingen. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix og Claus Bech/Ritzau Scanpix
Thomas Reinholdt Rasmussen blev valgt til biskop i Aalborg stift, Mikkel Damsgaard imponerede til årets fodbold-EM og multikunstneren Emma Sehested Høeg leverede et rost værtsskab ved Bodil-uddelingen. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix og Claus Bech/Ritzau Scanpix.

Slut-december er årstiden for lister og opgørelser over, hvad vi skal tage med os fra det år, der er gået. Når der skues tilbage, er det ofte de store personligheder, der er gået bort, som vi taler om. Men et år byder typisk også på nye bekendtskaber. Derfor har Kristeligt Dagblad prøvet at identificere nogle af de personer, som offentligheden lærte at kende i løbet af 2021, og som vi forudser, at vi kommer til at se meget mere til i det nye år.

Fodbold - og sport generelt - er ikke noget, der normalt fylder meget i Kristeligt Dagblads spalter. Men den blot 21-årige landsholdsspiller Mikkel Damsgaard har nok alligevel fået driblet sig ind i manges hjerter, da han i sommerens EM-turnering var med til at sikre et godt resultat, på trods af det mentale pres det var at se holdkammeraten Christian Eriksen falde om på grønsværen. Mange ser med rette frem til at se Mikkel Damsgaards præstation til næste års VM-turnering i Qatar. 

Vinderen af Bogforums Debutantpris Fine Gråbøl udkom i år med romanen Ungeenheden, som udspiller sig på et bosted for unge og er inspireret af hendes eget ophold på et botilbud for unge med psykisk sygdom. Fine Gråbøl er også en del af skriftkollektivet BMS, som har en række fælles udgivelser på CV’et. 

En sen, men vigtig forfatterdebut kom i år fra Mirjam Capelle. Den 54-årige psykolog udkom i oktober med bogen “Min sjæls vandmærk” på Kristeligt Dagblads forlag. Bogen bygger på hendes egne erindringer og opgravning af hendes jødiske slægts historie. Den sætter fokus på de traumer, som hendes familie har arvet gennem flere generationer på grund af holocaust. 

Et kærestepar i en bil og en coronaepidemi skaber grundlaget for Emma Sehested Høegs og Magnus Haugaards sketchserie om et dysfunktionelt kærestepar. Skuespiller og musiker Emma Sehested Høeg har i år både udgivet musik under navnet Dame Dearest og væltet filmbranchen bagover, da hun var vært ved årets Bodiluddeling. I 2022 bliver hun aktuel med en ny serie på TV 2, som handler om en kvinde, der tilsyneladende har det perfekte parforhold, indtil hun bliver konfronteret med, at hun faker sine orgasmer.

Fysikken bærer stadig på en række mysterier, men vi kom i år lidt tættere på en forståelse af sorte huller. Den blot 22-årige fysikstuderende på Københavns Universitet Albert Sneppen offentliggjorde i år en matematisk formel, der beskriver, hvordan lys bliver afbøjet og indfanget omkring sorte huller. Formlen, der har vakt international opmærksomhed, kan ifølge Albert Sneppen give os mulighed for at se frem og tilbage i tiden.

Vi fik også en ny biskop i Aalborg Stift i år; den 49-årige provst fra Hjørring Thomas Reinholdt Rasmussen. En række eksperter fortalte i den anledning til Kristeligt Dagblad, at Thomas Reinholdt Rasmussen kan blive et friskt pust og en modvægt i bispekollegiet. Hans forsvar for traditionen og menighedsrådenes selvstændighed bliver af sognepræst og kirkehistoriker Rasmus H. C. Dreyer kaldt “luthersk eftertænksomhed”.

Den unge skuespillerinde Marie Reuther overraskede i år med en ifølge flere anmeldere fantastisk præstation i streamingtjenesten HBOs første danske serie, “Kamikaze”. Her spiller hun den unge kvinde Julie, der har haft en tryg opvækst i Nordsjælland, hvor intet ser ud til at mangle. Hendes familie omkommer i en flyulykke, og det får Julies liv til at bryde fuldstændig sammen. Marie Reuther vandt i år prisen som bedste skuespillerinde ved tv-festivallen Series Mania i Frankrig. 

I håndboldens verden har Althea Reinhardt, som er målvogter, i år stået for en flot præstation på kvindernes A-landshold. Hun har tidligere været med til at sikre både EM- og VM-guld med U19- og U20-landsholdet. I år blev det så til en bronzemedalje til de danske landsholdskvinder VM-turneringen. Forhåbentlig har medaljen giver Althea Reinhardt og resten af  håndboldkvinderne blod på tanden til næste års EM-turnering. 

I ni et halvt år havde sociolog Hakan Kalkan sin daglige gang på Nørrebros gader. Her studerede han de unge mennesker, som levede et liv med kriminalitet. Det lange feltstudie er baggrunden for Hakan Kalkans doktorgrad, som i år udkom i form af bogen “Veje til Respekt - om gadens liv på Nørrebro”. Med bogen håber Hakan Kalkan at give en bedre forståelse af gruppen. I dag arbejder han på projektet “Veje ud af det kriminelle gadeliv” og er adjunkt på Roskilde Universitet.

I sommer blev arbejdsmiljøet i det danske folkekirke sat til debat, da en række tidligere menighedsrådsmedlemmer fortalte om deres oplevelser med et giftigt miljø i menighedsrådet i Nathanaels Sogn på Amager. I sidste nummer af Præsteforeningens medlemsblad, Præsten, førte sognepræst Katrine Blinkenberg sammen med 49 andre præster an i kampen mod det dårlige arbejdsmiljø. Katrine Blinkenberg kan derfor blive en interessant stemme at følge i den videre debat om arbejdsmiljøet i folkekirken.