”Jeg har fjernet de værste tidsler”, kan man sige, når man har luget ud i en uheldig tekst.
Tidslen er billede på det onde. Den er ubehagelig at røre ved og et besværligt ukrudt, der skyder op på rekordtid igen og igen, hvis man er så uheldig at have den i køkkenhaven. Og har man tidsler i græsplænen, stikker de fælt, så hele den bløde og behagelige fornemmelse ved at gå barfodet ryger på gulvet.
Tidslen er omtalt utallige steder i Bibelen og er central i syndefaldsmyten. Ja, den opstod ligefrem, fordi Adam og Eva spiste af træet. I Første Mosebog kapitel 3 taler Gud til slangen, Eva og Adam og siger således til Adam:
"Fordi du lyttede til din kvinde og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive.”
Kan man elske tidslen? Måske ikke, men man kan tolerere den og åbne blikket for dens gode sider. I fjerde klasse sang vi danske sange fra en ende af i sangtimerne, hvos vores klasselærer Helge Christensen spillede klaver og valgte, hvad vi skulle lære. Én af sangene var Christian Richardts ”En stille, høstlig brusen” fra 1878, hvor tredje vers lyder:
”Og tidseltoppen dunes / som om det var til bomuldshøst, / og hasselnødden brunes / til alle småfolks lyst. / Med blomster får det være, / thi nu vil alting bære / og række frem til høst!”
Jeg var solgt. Tidselstoppen var blød og venlig og lige så god, som de brunende nødder som, jeg kendte og elskede. Og siden har jeg i alt altid søgt efter de gode sider ved naturens mange arter, selv om det kan være svært, når man kommer til skovflåten og dræbersneglen.
Agertidslen, Cirsium arvense, som er den plagsomme tidselart i haven, har faktisk også gode sider. Når den blomstrer, dufter den godt og er så rig på nektar og pollen, af den er omsværmet af bier, sommerfugle og andre insekter nat og dag. Det alene er grund nok til, at jeg lader tidslerne være på udvalgte steder, hvor de ikke generer, og så bringer de stor glæde, når kejserkåber, påfugleøjer, biller og bredpander flokkes om dem i højsommeren.
Vil man undgå, at de spreder sig, kan man fjerne de visne knopper inden, der kommer frø, men til ære for Christian Richard og glæde for mig selv lader jeg en del af tidslerne være, så luften kan løfte de dunlette frø. Det sker på varme, stille dage, hvor de sølvhvide hår spreder sig og frøene slipper fæstet i kurven og hård og hånd letter i små selskaber og blive ført hid og did af lette vindpust.
Sådan var det de varme dage i august, hvor nogle af tidselfrøene forvandt i himlens flimmer.
