Tomattid: Fermentér drivhusets overflod

Med et patentglas og en gavmild tomathøst, kan man gemme sensommerens gaver

Tidens røde tomater kan bruges til både en tomatmad og en salsa til en hurtig pastaret.
Tidens røde tomater kan bruges til både en tomatmad og en salsa til en hurtig pastaret. . Foto: Else Marie Nygaard.

Forleden var jeg på loppemarked. Mellem boderne med aflagt tøj stod en kvinde og solgte tomater. De spæde tomatplanter, man satte i drivhuset i foråret bærer en overflod af tomater. Og hvad stiller man op med grøntsagen, når man på denne tid af året har i overflod?

Det er svært at overgå tomatmadder på et stykke saftigt hjemmebagt rugbrød, men der er jo grænser for, hvor mange af den slags madder, man kan indtage.

Sidste år kastede jeg mig ud i et tomat-forsøg. Jeg havde egentlig ikke troet, at jeg skulle i gang med at fermentere, men så stødte jeg på en salsa med fermenteret tomater i en bog med Aarstidernes signaturretter.

Jeg læste, at salsaen var god til at berige en pasta med tomat, som er den ret, jeg meget ofte laver, når klokken er 18, og jeg ikke har fået købt ind til aftensmaden.

Har man god parmesan i køleskabet og frisk basilikum, hvidløg og tomater på dåse, så kan man trylle et mættende måltid sammen ret hurtigt.

Men har man den fermenterede tomatsalsa på køl, så får retten et løft. Det samme gælder andre tomatbaserede sovser. Og ja, man kan også spise den som et selvstændigt tilbehør. Og nu, hvor mange har tomater i overflod, kan man overveje at finde et patentglas frem og lave en fermenteret salsa. Om tre til fem dage er den klar.